"Man kan ikke gøre for den klub man holder med". Sådan udtrykte forfatteren og AGF-tilhængeren Tage Skou Hansen sig om ægte fankultur. Sådan har jeg det også med City. 

Manchester City var på toppen i slutningen af tresserne og det var - sammen med de lyseblå trøjer - årsagen til, at jeg som dreng begyndte at holde med City. Mine favoritspillere var Colin Bell (foto), Francis Lee og målmanden Joe Corrigan. City dukkede op på TV i FA Cup finalen i 1969 og i Europa Cup finalen for pokalvindere i 1970. Siden fulgte City-kampe i Tipsfodbold om lørdagen og cupfinaler i 1974, 1976 og 1981. Når der ikke var Tipsfodbold fandt jeg frem til BBC på transistorradioens mellembølgesender, hvor man kunne få nyt fra engelsk fodbold. Lydkvaliteten var meget svingende - fuldstændig ligesom Citys resultater. I perioden 1991-1995 boede jeg i Belgien og kunne derfor se det populære lørdagsprogram "Match of the Day" på BBC med Desmond Lynam og Alan Hansen. Her kom for alvor en god mulighed for at se City jævnligt, selv om det kun var i uddrag. Under Citys ophold i 2. division i sæsonen 1998-99, havde jeg endnu ikke adgang til Internet, i stedet måtte jeg ty til norsk tekst-TV for at få de seneste resultater og en stilling fra Englands trediebedste række. Gennem mange år købte jeg Tipsbladet hver fredag, og somme tider supplerede jeg med det engelske fodboldmagasin Shoot. Men takket være Internettet og de mange gode engelske websider, så som Citys egen hjemmeside, BBC og Manchester Evening News er adgangen til nyheder blevet både nemmere, hurtigere og billigere. Rigtig mange Premier League kampe sendes på TV (6´eren). Af og til går turen ind til Odense for at se live-fodbold på sportspub. Det har ofte været meget frustrerende at være City-fan. År efter år har City svigtet sine fans og underpræsteret stort i forhold til klubbens størrelse. Nu har City været i Premier League en del sæsoner og der er kommet nye stenrige ejere (sommeren 2008). Tiden med medfølelse og sympati fra omgivelserne er et overstået kapitel. Det kan jeg godt leve med. City har med de nye ejere alle muligheder for at komme tilbage i toppen af engelsk fodbold. Efter så mange magre år har vi City-fans virkelig fortjent nogle succes-oplevelser. I 2011 kom så det første trofæ i 35 år. FA Cup med 1-0 finalesejr over Stoke. Og der går næppe 35 år før det næste trofæ kommer i hus.

32 deltagere var med på denne tur (min hidtil eneste fodboldtur til England), hvoraf vi var seks fra Billund. De øvrige rejste fra København. Fra Billund fløj vi direkte til Manchester. Vi tog en taxa og var hurtigt fremme ved Amblehurst Hotel i Sale i det sydlige Manchester. Det samme kunne man ikke sige om københavnerne. De skulle flyve til London Stanstead og derfra skulle de videre med bus til Manchester. Bussen brød sammen midt i myldretiden på en ottesporet britisk motorvej - det var vist en forholdsvis banal defekt, som ikke desto mindre forsinkede bussen to til tre timer. De de klatøjede københavnere endelig kom frem blev der holdt briefing og derefter uddelt billetter. Det viste sig at 25 af de 32 deltagere var United-fans, mens vi kun var syv City-tilhængere. Nå, det gjorde nu ikke så meget, vi er vant til at være i undertal. I det mindste vidste vi, at vi ikke ville blive i undertal på stadion dagen efter. Tips-bladet havde også arrangeret en rundvisning på Old Trafford om søndagen - ingen af os City-fans følte dog trang til at deltage i dette arrangement. Amblehurst Hotel er kendt som et tilholdssted for flere af Uniteds nuværende og tidligere stjernespillere, som af og til ses i baren. En enkelt skulle efter sigende have danset på bordene og en anden skulle være blevet båret stangstiv ud af hotellet. Peter Schmeichel boede iøvrigt på dette hotel i sin allerførste tid i Manchester. På kampdagen blev vi kørt i en gammel bus ud til Moss Side og vi fik et indtryk af det tætbefolkede boligområde Maine Road lå i. Det kan ikke kaldes slum, men noget spændende eller charmerende kvarter er det ikke. Pludselig lige midt i det hele var der et stort stadion og en masse politi. Det hele virkede roligt, men vi var også i meget god tid. Vi tog de obligatoriske billeder og handlede i souvenirbutikken. Det gik nemt med at komme ind på stadion og der var folk til at vise vej. Mine forventninger om at høre de to holds tilhængere varme op til kampen blev desværre ikke indfriet, på grund af en række højtalere som spyttede øredøvende høj musik ud - sådan skal det åbenbart være nu om dage. Først da holdene kom på banen slap vi for den forfærdelige musik. Publikum på stadion kunne endelig komme til orde og stemningen var helt utrolig. Som bekendt varede det ikke længe før David Beckham spolerede festen med sit frisparksmål, men City-tilhængerne kom dog til hægterne igen og støttede holdet i en grad, så City-spillerne næsten forivrede sig. Lige lidt hjalp det og City tabte 1-0. Skuffende resultat, men en rimelig god kamp, hvor der virkelig blev gået til vaflerne. I stedet for søndags-rundvisningen på Old Trafford tog vi ind til Manchesters centrum, hvor mange butikker havde åbent. Blandt andet de store boghandlere, som lå inde med masser af spændende fodboldbøger. 

Senest opdateret 01.09.11