"Man kan ikke gøre for den klub man holder med". Sådan udtrykte forfatteren og AGF-tilhængeren Tage Skou Hansen sig om ægte fankultur. Sådan har jeg det også med City. 

Manchester City var på toppen i slutningen af tresserne og det var - sammen med de lyseblå trøjer - årsagen til, at jeg som dreng begyndte at holde med City. Men jeg har holdt ved lige siden, og kan næppe kaldes en medløber-fan! Mit idol var Colin Bell (billede til højre). Det var ham der scorede hjemme i baghaven når jeg spillede bold i lyseblå eller rød-sort stribet trøje. Navne som Joe Corrigan, Mike Doyle, Francis Lee og Mike Summerbee var også hotte dengang. City dukkede op på TV i FA Cup finalen i 1969 og i Europa Cup finalen for pokalvindere i 1970. Siden fulgte City-kampe i Tipsfodbold om lørdagen og Citys Cup-finaler i 1974, 1976 og 1981. Når der ikke var Tipsfodbold fandt jeg frem til BBC på transistorradioens mellembølgesender, hvor man kunne få nyt fra engelsk fodbold. Lydkvaliteten var meget svingende - fuldstændig ligesom Citys resultater. I perioden 1991-1995 boede jeg i Belgien og kunne derfor se det populære lørdagsprogram "Match of the Day" på BBC med Desmond Lynam og Alan Hansen. Her kom for alvor en god mulighed for at se City jævnligt, selv om det kun var i uddrag. Under Citys ophold i 2. division i sæsonen 1998-99, havde jeg endnu ikke adgang til Internet, i stedet måtte jeg ty til norsk tekst-TV for at få de seneste resultater og en stilling fra Englands trediebedste række. I 70´erne købte jeg tit det engelske fodboldmagasin Shoot, hvor man kunne finde farvebilleder og nyheder fra engelsk fodbold og dermed også City. Dengang som idag var Tips-bladet på banen hver fredag med artikler, resultater og stillinger og jeg købte trofast bladet i mange år. Aviserne var flinke til at omtale de engelske kampe, faktisk bedre end idag, hvor det som oftest kun handler om topholdene og de danske spillere. Men takket være Internettet og de mange gode engelske websider, så som Citys egen hjemmeside, BBC, Manchester Evening News m.fl., er tilgangen til nyheder idag blevet meget nemmere og hurtigere. Næsten alle Premier League kampe er efterhånden på TV. Hvis man som jeg kun har Kanal 5, men ikke Canal+, så går turen somme tider ind til Odense for at se live-fodbold på sportpub. Andre gange forsøger jeg at finde en brugbar stream på Internettet. Jeg har ofte været ude for, at folk har spurgt, hvorfor jeg dog er fan af sådan en "taber-klub". Så begynder jeg at forklare om ægte fankultur og at City faktisk er en storklub og at der findes andre klubber end Manchester United, Arsenal og Liverpool. I takt med Citys tiltagende krise blev foragten efterhånden erstattet med medfølelse og jeg mødte stigende sympati for City. De år hvor klubben leverede mildest talt elendige resultater var der nærmest kult-status i at være City-fan. Jo dårligere City spillede jo mere holdt man med dem. Hvis ikke man havde humor og selvironi, kunne man næppe holde til at være fan af denne klub. Selv Peter Schmeichel (mens han endnu spillede i United) erklærede, at han var begyndt at holde med City, at han savnede lokalopgørene i Manchester og gerne så City tilbage i Premier League. Nu har City så været i Premier League de sidste seks sæsoner og der er kommet nye stenrige ejere (sommeren 2008). Tiden med medfølelse og sympati fra omgivelserne er nok et overstået kapitel. Men gerne for mig, hvis der samtidig kommer sportslig succes. Tænk hvis City kan blive et af de store hold, som alle de andre tørster efter at slå. Drømmen om at se City vinde et trofæ lever stadig. Vi er sultne, meget sultne - alle os hårdt prøvede City-fans.....

For første gang skulle jeg til Manchester for at se City spille på Maine Road. 32 deltagere var med på denne tur, hvoraf vi var seks fra Billund. De øvrige rejste fra København. Fra Billund fløj vi direkte til Manchester og her hilste jeg på Henrik og Lars, som begge havde været på Maine Road før. Vi tog en taxa og var hurtigt fremme ved Amblehurst Hotel i Sale i det sydlige Manchester. Det samme kunne man ikke sige om københavnerne. De skulle flyve til London Stanstead og derfra skulle de videre med bus til Manchester. Bussen brød sammen midt i myldretiden på en ottesporet britisk motorvej - det var vist en forholdsvis banal defekt, som ikke desto mindre forsinkede bussen to til tre timer. De de klatøjede københavnere endelig kom frem blev der holdt briefing og derefter uddelt billetter. Tips-bladet havde været nødsaget til at gå på den sorte børs for at skaffe de sidste billetter og havde givet 115 pund pr. stk! Det viste sig at 25 af de 32 deltagere var United-fans, mens vi kun var syv City-tilhængere. Nå, det gjorde nu ikke så meget, vi er vant til at være i undertal. I det mindste vidste vi, at vi ikke ville blive i undertal på stadion dagen efter. Tips-bladet havde også arrangeret en rundvisning på Old Trafford om søndagen - ingen af os City-fans følte dog trang til at deltage i dette arrangement. Amblehurst Hotel er kendt som et tilholdssted for flere af Uniteds nuværende og tidligere stjernespillere, som af og til ses i baren. En enkelt skulle efter sigende have danset på bordene og en anden skulle være blevet båret stangstiv ud af hotellet. Peter Schmeichel boede iøvrigt på dette hotel i sin allerførste tid i Manchester. På kampdagen køres vi i en gammel bus ud til Moss Side og vi får et indtryk af det tætbefolkede boligområde Maine Road ligger i. Det kan ikke kaldes slum, men noget spændende eller charmerende kvarter er det ikke. Pludselig lige midt i det hele er der et stort stadion og en masse politi. Det hele virker roligt, men vi er også i meget god tid. Vi tager de obligatoriske billeder og handler i souvenirbutikken. Det går nemt med at komme ind på stadion og der er folk til at vise vej. Mine forventninger om at høre de to holds tilhængere varme op til kampen bliver desværre ikke indfriet, på grund af en række højtalere som spytter øredøvende høj musik ud - sådan skal det åbenbart være nu om dage. Først da holdene kommer på banen slipper vi for den enerverende musik. Publikum på stadion kan endelig komme til orde og stemningen er helt utrolig. Som bekendt varer det ikke længe før David Beckham spolerer festen med sit frisparksmål, men City-tilhængerne kommer dog til hægterne igen og støtter holdet i en grad, så City-spillerne næsten forivrer sig. Lige lidt hjælper det og City taber 1-0. Skuffende resultat, men en rimelig god kamp, hvor der virkelig bliver gået til vaflerne. I stedet for søndags-rundvisningen på Old Trafford tager vi ind til Manchesters centrum, hvor mange butikker har åbent. Vores mål er de store boghandlere og deres fodboldbøger. Jeg finder med tilfredshed en nyudkommet bog om City (tak til Henrik) og vi begiver os mod lufthavnen og hjem til Billund i et lille propelfly. Jeg har endnu til gode at besøge det nye City of Manchester Stadium, men har lovet mig selv, at det skal ske i 2009.

Senest opdateret 31.12.08