Historie

Kortfattet kronologisk gennemgang af en lang og glorværdig historie med mange op- og nedture.

 


Som de fleste andre engelske fodboldklubber har Manchester City rødder i arbejderklassen. I England var industrialiseringen i fuld gang i 1870´erne og 1880´erne. Med støtte fra den lokale kirke St. Mark´s dannede nogle ansatte i industrien i 1880 en fodboldklub i området West Gorton i det sydøstlige Manchester. Klubben fusionerede, blev splittet igen, skiftede navn og flyttede flere gange inden man dannede Ardwick FC i 1887, som også er det officielle årstal for klubbens stiftelse. Administration og omklædningsrum fandtes på Hyde Road Hotel (billedet til venstre), som stødte op til hjemmebanen Hyde Road. I 1888 skabtes i England verdens første professionelle turnering. Den havde deltagelse af 12 klubber fra Midt- og Nordengland - dog ikke fra Manchester. Men i 1892 oprettede man 2. division og her kom Ardwick med fra starten. Ardwicks rivaler fra Newton Heath (det senere Manchester United) fik samme år lov til at træde direkte ind i en udvidet 1. division, hvilket skabte vrede på Hyde Road. I 1894 gik Ardwick konkurs, men genopstod umiddelbart under navnet Manchester City. I 1899 kom City for første gang med i 1. division - det skete på sportslig vis via oprykning fra 2. division. Ardwicks og Citys tilhængere var protestanter, hvorimod Newton Heath, der blev dannet af en gruppe jernbanearbejdere, havde mange fans i de katolske miljøer. Dette religiøse skel er udhvisket idag. Citys historie er fyldt med op- og nedture. Overraskelser og skuffelser. Ustabilitet har præget klubben gennem tiderne. Det hænder at City spiller blændende fodbold, andre gange spiller man som en flok amatører. City har ofte svigtet sine tilhængere, men kan alligevel fremvise en stor og trofast fanskare. Citys storhedstid var uden tvivl i slutningen af 60´erne med navne som Colin Bell, Francis Lee og Mike Summerbee. Under træner-duoen Joe Mercer og Malcolm Allison vandt City både mesterskab, FA Cup, Liga Cup og Europa Cup for pokalvindere i perioden 1968-70. Her følger nogle pluk fra en lang og bemærkelsesværdig historie, som tager sin begyndelse i 1880:

1880: Forløberen for klubben dannes under navnet West Gorton St. Mark´s.
1887: Klubben stiftes under navnet Ardwick FC og får hjemmebane på Hyde Road.
1891: Spiller i den regionale liga Football Alliance.
1892: Ardwick debuterer i 2. division den 3. september med en 7-0 sejr over Bootle.
1893: Ardwick ender som nr. 5 i sin første sæson. Tilskuertallene på Hyde Road ligger på 3.000-4.000.
1894: Klubben bliver et aktieselskab og skifter navn til Manchester City da Ardwick går konkurs. I sin første ligakamp den 1. september taber City ude mod Bury med 2-4.
1899: Oprykning til 1. division. Der bygges en næsten 70 meter lang tribune på Hyde Road. Kapaciteten på stadion anslåes til ca. 28.000.
1902: City må ned i 2. division, men rykker op igen året efter.
1904: Vinder af FA Cup´en for første gang med en 1-0 sejr over Bolton. Billedet til højre er fra finalen som blev spillet på Crystal Palace. Nr. 2 i ligaen. Hyde Road udvides og når op på en kapacitet på ca. 38.000.
1905: Billy Meredith (tidligere topscorer) suspenderet i ni måneder på grund af bestikkelsesskandale.
1906: I en 1. divisionskamp mod Arsenal 1. september slutter City med seks mand på banen. De øvrige fem må udgå med hedeslag på en dag med temperaturer på ca. 35 grader. City taber kampen 1-4. Samme år indkasserer City sit største nederlag nogensinde. Everton slår City med 9-1 i 1. division.
1909: City må igen en tur ned i den næstbedste række.
1910: Oprykning til 1. division. Første tur til kontinentet. City spiller 5 kampe i Tyskland, Danmark og Sverige.
1913: En kamp i 2. runde af FA Cup´en mod Sunderland må afbrydes da nogle af tilskuerne på et overfyldt Hyde Road presses ind på banen i den forlængede spilletid. City taber omkampen i Sunderland med 0-2.
1920: Hyde Road bliver ramt af en ildebrand på den ene tribune. Inden for en måned bygges en ny og større trætribune, der hviler på en kæmpe kunstig skabt jordvold. Hyde Road når op på en kapacitet på ca. 45.000 (udelukkende ståpladser).
1921: City slutter på andenpladsen i ligaen efter Burnley.
1923: City flytter fra Hyde Road til Maine Road. Kapaciteten på Maine Road anslås til det dobbelte af Hyde Road, dvs. ca. 90.000. Grunden som Hyde Road ligger på bruges til udvidelse af sporvognsnettet. Første kamp på Maine Road vindes 2-1 over Sheffield United for øjnene af næsten 60.000 tilskuere.
1924: I en alder af 49 år og 245 dage spiller Billy Meredith den 29. marts sin sidste kamp for City - en FA Cup semifinale mod Newcastle (City taber 0-2). Han er hermed den ældste spiller der nogensinde har optrådt for Citys førstehold og samtidig den ældste spiller nogensinde i en FA Cup kamp.
1926: City taber FA Cup finalen til Bolton med 0-1. På vej til finalen havde City scoret 31 mål og bl.a. slået Crystal Palace med utrolige 11-4. Samme sæson rykker City ned i 2. division til trods for at have scoret ikke færre end 89 mål. Ingen anden nedrykker har nogensinde scoret lige så mange mål.
1927: Til trods for en målscore på 108-61 må City nøjes med 3. pladsen i 2. division med lige så mange points som nr. 2 Portsmouth. Kun ét mål skilte de to hold.
1928: Vinder 2. division og scorer 100 mål.
1929: Tommy Johnson topscorer med 38 mål. Alligevel bliver City kun nr. 8.
1930: City vinder en rekordstor sejr på 10-1 over Swindon i FA Cup´ens 4. runde. I 5. runde taber City 1-2 til Hull.
1933: City i FA Cup finalen, hvor man taber 0-3 til Everton.
1934: Igen i FA Cup finalen. Denne gang vinder City med 2-1 over Portsmouth. På billedet til venstre overrækker King George V pokalen til Sam Cowan. På vej til finalen overværer 84.569 på Maine Road FA Cup kampen mod Stoke i 6. runde. Dette er tilskuerrekord til en kamp i England uden for London.
1936: Peter Doherty skriver kontrakt med City - kommer fra Blackpool.
1937: City vinder det engelske mesterskab for første gang på trods af en dårlig sæsonstart. Men i de sidste 22 kampe vinder City 15 og spiller syv uafgjort.
1938: Nedrykning efter en utrolig sæson hvor City scorer flere mål end nogen af de andre klubber. Citys målscore på 80-77 er den bedste nogensinde for en nedrykker.
1947: Vinder af 2.division. I efteråret spilles det første Manchester-derby i mere end 10 år. 78.000 på Maine Road ser City og United spille 0-0.
1953: Lysanlæg installeres på Maine Road. I de første kampe med kunstigt lys bar City spillerne en slags selvlysende trøjer, så publikum bedre kunne se.
1955: FA Cup finale mod Newcastle. City taber 1-3.
1956: Vinder af FA Cup finalen med 3-1 over Birmingham. Den tyske målmand Bert Trautmann spillede det sidste kvarter af kampen med en brækket hals. På billedet til højre scorer Joe Hayes Citys første mål.
1957: Kippax er nu blevet overdækket tribune.
1958: City scorer 104 mål og lader 100 mål gå ind. Ingen andre har præsteret noget lignende i en ligasæson.
1960: City sætter britisk transferrekord, da man for 55.000 pund køber Dennis Law af Huddersfield.
1961: FA Cup kampen (4. runde) mod Luton bliver afbrudt p.g.a. banens beskaffenhed ved stillingen 6-2 til City. Dennis Law scorer samtlige Citys mål. Han scorer også i omkampen som City naturligvis taber 1-3.
1962: I en alder af 15 år og 314 dage debuterer Glyn Pardoe for City den 11. april i en ligakamp mod Birmingham (City taber 1-4). Han er dermed den yngste spiller der nogensinde har optrådt for Citys førstehold.
1963: Nedrykning til 2. division.
1965: I januar sætter 8.015 tilskuere bundrekord for en ligakamp på Maine Road. De ser Swindon vinde 2-1 over City. Mike Summerbee scorer sejrsmålet for gæsterne. Joe Mercer bliver ansat som manager og henter Malcolm Allison til klubben som sin assistent. Senere på året køber City Mike Summerbee.
1966: Colin Bell kommer til City fra Bury. I sin debutkamp ude mod Derby scorer Bell efter 12 minutter. City rykker op som vinder af 2. division.
1967: Francis Lee skriver kontrakt med City. Bolton modtager 60.000 pund for Lee.
1968: City vinder sit andet mesterskab to points foran Manchester United efter en fantastisk 4-3 sejr i Newcastle på sidste spilledag. Da Malcolm Allison bliver spurgt om baggrunden for mesterskabet svarer han, idet han tilbagelænet sidder og pulser på en kæmpe cigar: "Hårdt arbejde".

 

1969: FA Cup finale. City vinder 1-0 over Leicester på mål af Neil Young. På billedet til venstre hæver anfører Tony Book pokalen.
1970: City vinder Liga Cup´en 2-1 over West Bromwich og Europa Cup for pokalvindere ligeledes med 2-1 over de polske pokalvindere Gornik Zabrze. I semifinalen havde City slået Schalke 04 med samlet 5-2.
1972: Francis Lee topscorer med 33 mål - heraf 13 på straffespark.
1974: I sæsonens sidste kamp scorer Dennis Law med et hælspark for City mod Manchester United på Old Trafford og det sender definitivt United ned i 2. division. Old Trafford invaderes og kampen afbrydes men resultatet 1-0 til City står ved magt. I Liga Cup finalen taber City 1-2 til Wolverhampton.
1976: Liga Cup finale igen. Med Tony Book som manager vinder City 2-1 over Newcastle efter drømmemål af Dennis Tueart (saksespark).
1977: City slutter som nr. 2 i ligaen kun et point efter Liverpool. Over 50.000 på Maine Road ser City slå United 3-1. Blandt profilerne i den flotte sæson kan nævnes Brian Kidd, Dennis Tueart, Joe Royle og Asa Hartford.
1978: Maine Road får installeret varmerør under banen.
1979: Colin Bell må stoppe en lang karriere på grund af skader efter 489 kampe for City og 48 landskampe for England. Steve Daley købes fra Wolverhampton for det svimlende beløb af 1.450.000 pund. Han bliver dermed Englands dyreste spiller.
1980: City bliver sensationelt slået ud af FA Cup´en af 4. divisionsklubben Halifax.
1981: I den 100. FA Cup finale spiller City 1-1 mod Tottenham. Citys Tommy Hutchison scorer begge mål. Omkampen tabes 2-3 efter en flot kamp. Steve MacKenzies pragtmål huskes, men Tottenhams argentiner Ricardo Villa sænker City med to mål.
1982: Hovedtribunen Main Stand fremstår i moderniseret udgave.
1983: City rykker ned efter 0-1 nederlag til Luton på sidste spilledag - afgørende mål scoret fem minutter før tid. Igennem hele sæsonen havde City ligget over nedrykningsstregen - lige indtil de sidste fem minutter.
1985: Oprykning til 1. division som nr. 3 med bedre målforskel end Portsmouth på 4. pladsen. I den afgørende kamp vinder City 5-1 over Charlton foran 47.000 tilskuere på Maine Road.
1987: Nedrykning til 2. division. Den oppustelige banan (billede til højre) introduceres blandt tilskuerne på Maine Road. Bananen blev sammen med andre oppustelige frugter og dyr et hit på mange engelske stadions i de følgende sæsoner, men banan-dillen har altså sin oprindelse på Maine Road. I efteråret vinder City 10-1 over Huddersfield på Maine Road.
1989: Oprykning til 1. division som runners-up efter Chelsea. I efteråret vinder City over United med 5-1 foran godt 43.000 på Maine Road.
1991: Nr. 5 i 1. division - én plads foran United. City betaler engelsk rekordpris for en forsvarsspiller. Wimbledon modtager 2,5 mill. pund for Keith Curle.
1992: Endnu en fornem 5. plads - fem points fra en UEFA Cup plads. På holdet er navne som Tony Coton, Keith Curle, Steve Redmond, Ian Brightwell, Peter Reid (spillende manager), David White og Niall Quinn.
1993: City indvier ny endetribune ved Platt Lane End - Umbro Stand til en pris af 5 millioner pund. Tommy Caton - tidligere anfører - dør af hjertestop i en alder af bare 30 år. I efteråret fyres manager Peter Reid efter blot 4 kampe.
1994: Francis Lee overtager formandsposten efter at Peter Swales nærmest blev presset ud af utilfredse fans. Den berømte Kippax ståtribune på Maine Road rives ned for at opfylde krav om siddepladser (Taylor-rapporten).
1995: Ny Kippax siddetribune indvies. Den har plads til knap 11.000 tilskuere. Georgiou Kinkladze kommer til City. Kinkladze ses på billedet til venstre.
1996: Garry Flitcroft sælges til Blackburn for rekordsummen 3,2 millioner pund. City rykker ned efter 2-2 mod Liverpool i den sidste kamp. City skulle vinde for at klare frisag. City scorer kun 33 mål i 38 kampe. Alan Ball træder tilbage som manager.
1997: Frank Clark manager. City på en skuffende 14. plads i den næstbedste række.
1998: Katastrofal sæson som ender med en historisk nedrykning til den tredjebedste række. I sidste runde spiller City blændende og vinder 5-2 ude over Stoke, men rykker ned med målscoren 56-57. Turbulent år med manager-fyring af Frank Clark, og Francis Lees tilbagetrækning som formand. David Bernstein ny formand og Joe Royle ny manager. Kinkladze sælges til Ajax for rekordsummen fem millioner pund. Du kan læse mere om perioden 1993-1998 her: Den store nedtur.

1999: Oprykning til 1. division (næstbedste række) efter utrolig play-off finale mod Gillingham på Wembley. City præsterer mirakuløst at udligne Gillinghams 2-0 føring i dommerens tillægstid efter at flere tusinde City-tilhængere faktisk har forladt Wembley. Efter en målløs forlænget spilletid vinder City den nervepirrende straffesparkskonkurrence med 3-1. Vild jubel i City-lejren. Alle er klar over hvor vigtig denne oprykning er for klubben.
2000: City stryger lige igennem 1. division og rykker op i Premier League efter fire års fravær. I den afgørende kamp vinder City på udebane med 4-1 over Blackburn efter at være blevet udspillet på kryds og tværs i 1. halvleg.
2001: Skuffende nedrykning efter en lovende sæsonstart hvor City efter 10 kampe lå midt i rækken. Hjemme på Maine Road bliver Citys mangler for alvor udstillet - 12 hjemmekampe ud af 19 tabes. Joe Royle fyres og Kevin Keegan bliver ny manager.
2002: Vinder af 1. division i suveræn stil med 99 points. City spiller flot offensiv fodbold, vinder 31 af 46 ligakampe og scorer 108 mål - en tangering af scoringsrekorden fra 1926-27. I efteråret lykkes det for City at slå naboerne fra United for første gang i 13 år. I det sidste lokalopgør nogensinde på Maine Road vinder City med 3-1 over United. Billedet til venstre er fra dette lokalopgør - Eyal Berkovic og Nicolas Anelka jubler over Anelkas scoring til 1-0.
2003: City slutter på en niendeplads i Premier League og kvalificerer sig til UEFA Cup via Fair Play. City forlader Maine Road efter 80 år og flytter ind på det splinternye og topmoderne City of Manchester Stadium med en tilskuerkapacitet på 47.500.
2004: Trods godt spil i mange kampe kommer City i nedrykningsfare, men klarer dog frisag. I en fuldstændig vanvittig fodboldkamp i FA Cup 4. runde vinder City 4-3 på udebane over Tottenham. City var bagud 3-0 ved pausen og måtte spille 10 mod 11 i hele anden halvleg på grund af en udvisning. Det første lokalopgør mod United på City of Manchester Stadium bliver vundet af City med 4-1. City kan med 46.834 registrere det højeste tilskuergennemsnit på hjemmebane i klubbens historie.
2005: Kevin Keegan trækker sig som manager i marts og Stuart Pearce tager over. I forårets sidste kamp kan City sikre sig adgang til UEFA Cup med en sejr over Middlesbrough. Ved stillingen 1-1 får City tilkendt straffespark i sidste minut, men Robbie Fowler brænder den gyldne chance.
2006: Efter en lovende start går det hurtigt nedad bakke for Stuart Pearce. City spiller ikke godt og tilskuertallene falder. I foråret taber City ni ud af de sidste ti Premier League kampe.
2007: I 19 Premier League hjemmekampe præsterer City at score sølle 10 mål - ny bundrekord for den bedste række. En skuffende sæson der ender med, at Stuart Pearce bliver fyret og erstattet af Sven-Göran Eriksson. Den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra overtager ejerskabet i klubben.
2008: Den gode sæsonstart holder ikke ved og City ender på en niendeplads. City vinder begge sæsonens lokalopgør og 2-1 sejren på Old Trafford er den første siden 1974. Sæsonen ender med et forsmædeligt nederlag på 1-8 til Middlesbrough. City kvalificerer sig til UEFA Cup via Fair Play. Sven-Göran Eriksson bliver fyret og erstattes af Mark Hughes.
2009: Den første sæson med nye arabiske ejere ender med en skuffende 10. plads og tidlig exit fra begge pokalturneringer. I UEFA Cup når City frem til kvartfinalen, hvor man bliver slået af Hamburger SV. Undervejs slår City tre danske klubber ud: FC Midtjylland, FC København og AaB.

 

Senest opdateret 28.05.09