I 1992 havde City et stærkt hold, der for andet år i træk var sluttet på femtepladsen i 1. division, som dengang var Englands bedste række. Citys manager, som også var spillende manager, hed Peter Reid (billede til venstre) og formanden hed Peter Swales (billede til højre). Han havde siddet på posten siden 1973. Nogle vil nok sige at det allerede var for mange år. Ingen tvivl om at Swales´ hjerte bankede for City, men i hans sidste år kneb det med at følge med udviklingen og ruste City til de nye tider. Han forsømte også at gennemføre de nødvendige organisatoriske ændringer, som kunne forbedre klubbens administration og serviceniveau. Noget så basalt som billetbestilling, billetsalg og adgangsforhold til stadion fungerede ikke tilfredsstillende og blev ofte kritiseret af Citys fans. Det siges at Swales var besat af tanken om at overgå United, og det kom til at koste dyrt. Swales blev fra flere sider anmodet om at trække sig tilbage, men han nægtede pure. I den følgende sæson blev Premier League indført og der begyndte at komme mange TV-penge til klubberne. Manchester United vandt mesterskabet og City endte på en niendeplads. Det behagede ikke Peter Swales. City havde brugt fem millioner pund på de to Wimbledon-spillere Keith Curle og Terry Phelan og var i færd med en omfattende stadionombygning. Gælden voksede. I den efterfølgende sæson 1993/94 gik det galt. Peter Reid havde gennem længere tid været på kollisionskurs med Peter Swales. Manchester United lå igen på førstepladsen og City fik kun et point i de første fire kampe og så fik Peter Reid sparket. Fyringen vakte forundring i fodboldkredse og bl.a. Alan Hansen fra "Match of the Day" kaldte fyringen forrykt. "Jeg kunne forstå fyringen hvis City havde været helt til rotterne efter fire måneder" sagde Alan Hansen. Som erstatning ansatte Swales i stedet Brian Horton. Han fik en udmærket start, men var ansvarlig for indkøbet af Alan Kernaghan fra Middlesbrough for 1,5 millioner pund. Det var et af de største flop i Citys historie. I november 1993 var situationen blevet forværret. City havde tabt lokalopgøret på Maine Road til United med 2-3 efter at have ført 2-0 ved pausen og efter hjemme-nederlaget til Sheffield W. senere på måneden måtte politifolk omringe Peter Swales´ private bolig for at beskytte ham mod rasende City-tilhængere, som krævede hans afgang. Dette er et sort kapitel i Citys historie og selv Peter Swales havde ikke fortjent en sådan behandling.

I kulissen var magtspillet i bestyrelsen i fuld gang og i slutningen af januar 1994 måtte Swales overgive sig, idet han dog fortsatte som menigt medlem af bestyrelsen. Francis Lee (billede til venstre), som var en fremgangsrig forretningsmand og tidligere stjernespiller for City, overtog formandsposten og vandt således "the take-over battle" som det blev kaldt. Hans første handling var at bakke op om manager Brian Horton, som hang i en tynd tråd efter at City havde tabt 0-1 i Cardiff i FA Cup 4. runde. City var i sæsonen ramt af mange skader, bl.a. var Niall Quinn langtidsskadet. Horton skilte sig af med David White i en byttehandel med Leeds hvor City fik David Rocastle, som iøvrigt blev solgt til Chelsea et halvt år efter! Brian Horton hentede i marts 1994 Uwe Rösler til City og det lykkedes at undgå nedrykning. Sæsonen 1994-95 startede godt og City viste flot spil i adskillige kampe, bl.a. i den imponerende 5-2 sejr over Tottenham i oktober 1994. I foråret 1995 dalede City mod bunden og endte på en 17. plads - fire points over nedrykningsstregen. City-fansene spejdede forgæves efter nogle store indkøb, som mange nok havde forventet set i lyset af Francis Lees ry som en velhavende forretningsmand. Lee havde imidlertid ikke i sinde at pumpe et uanet antal millioner i City, men han var dog med til at finansiere ombygningen af Kippax. Efter sæsonafslutningen sprang en ny bombe. Brian Horton blev fyret! Francis Lee havde lavet en aftale med en af sine gamle venner, Alan Ball, som havde haft forholdsvis pæn succes som manager i Southampton. Ikke nok med at det var Lees største fejltagelse. City måtte oven i købet betale Southampton 500.000 pund i afståelsessum for at få Balls underskrift. Asa Hartford, en tidligere City-spiller, blev ansat som assisterende træner. Ansættelsen af Ball var en katastrofe for City, som hentede to points i sine første 11 kampe i sæsonen 1995-96. Ball præsterede nogle eklatante fejlkøb i Kit Symons, Gerry Creaney og Nigel Clough som blev købt for tilsammen fire millioner pund. Købet af Georgiou Kinkladze var umiddelbart en god handel, men afhængigheden af denne ene spiller var for stor og han manglede kvalificerede medspillere. Ball skilte sig af med Terry Phelan, Paul Walsh, Tony Coton og Garry Flitcroft. Peter Swales døde i ugen op til den afgørende nedrykningskamp hjemme mod Liverpool, der som følge deraf startede med et minuts stilhed. City var tæt på at klare frisag, men fik kun 2-2. Ball bad i slutfasen af kampen sine spillere om at spille forsigtigt og holde de 2-2, som han troede ville være nok til at undgå nedrykning. Men både Coventry og Southampton fik point og City røg ud af Premier League på dårligere målscore i forhold til de to nævnte klubber. Peter Reid og Brian Horton var blevet fyret uden at City var rykket ned. Alan Ball blev ikke fyret! I sommerpausen solgte han Niall Quinn og Keith Curle og købte Paul Dickov. Alan Ball valgte at trække sig efter blot tre kampe i 1. division og efterlod City med Asa Hartford som fungerende manager i en måned i efteråret 1996. Her præsterede City bl.a. at tabe med samlet 1-5 til Lincoln i 2. runde af Liga Cup´en. Så kom Steve Coppell til som manager med Phil Neal som assistent. Coppell holdt i 33 dage. Hans læge frarådede ham at fortsætte på grund af stress-symptomer, som følge af det enorme pres han var udsat for. City var totalt til grin i den engelske presse og tilhængerne var blevet grundigt trætte af Francis Lee.

Phil Neal var midlertidig manager indtil Frank Clark (billedet til højre sammen med Francis Lee) blev ansat i januar 1997. Clark var blevet fyret i Nottingham Forest, men formåede faktisk at få City væk fra nedrykningsfaren forholdsvis hurtigt. City var oprykningsfavorit da man gik ind i sæsonen 1997-98. Clark havde solgt den elegante wing Peter Beagrie for 200.000 pund til Bradford, hvorefter han købte Lee Bradbury (billede til venstre) i Portsmouth for ikke mindre end tre millioner pund. Clark overtalte formand Francis Lee til købet, idet Lee ikke selv havde set Bradbury. Dette køb kan måle sig med Brian Hortons køb af Alan Kernaghan og Alan Balls køb af Nigel Clough. Efter at have set Bradbury spille fire kampe sagde Francis Lee til sin kone: "Denne fyr klarer det aldrig". Clark købte også Tony Vaughan i Ipswich og Gerard Wiekens i Veendam. Det blev den værste sæson i Citys historie. City lå og rodede i bunden gennem hele sæsonen og var part i nogle bizarre fodboldkampe. City indkasserede adskillige scoringer i sidste minut og brændte straffespark der kostede kostbare points. 6-0 sejren over Swindon i efteråret 1997 blev fulgt op af fire kampe uden et eneste City-mål. City blev ved juletid tilbudt hele syv millioner pund af Everton for Kinkladze, men valgte forunderligt nok at afslå. Det havde nok været klogt at tage imod dette juletilbud, så man havde haft midler til at anskaffe sig tre-fire nye stærke spillere og dermed få en bedre balance på holdet. 14. februar 1998 tabte City igen på hjemmebane. 0-1 nederlaget mod Bury udløste en stor demonstration foran Maine Road med krav om at få Francis Lee fjernet som formand. I stedet fik tilhængerne en ny manager. Få dage efter blev Frank Clark fyret og erstattet med Joe Royle. En måned senere måtte Francis Lee dog også trække sig efter ny uro i bestyrelsen og massivt pres fra Citys fans. Lee mente selv at han havde gjort et godt job for City. Administrativt og finansielt var klubben bedre stillet end da han tiltrådte, udtalte Lee. Det er muligvis rigtigt, men han måtte sande, at man først og fremmest bliver målt på, hvad de 11 mand på banen præsterer. Her svigtede Lee, der dog forsvarede sig med, at han ikke blandede sig i sin managers dispositioner. "En gang imellem spurgte Ball mig til råds, hvorefter han gik ud og gjorde noget helt andet", har Lee efterfølgende udtalt til BBC. David Bernstein kom til som ny formand. Joe Royle havde 15 kampe til at redde City, men det lykkedes lige akkurat ikke. Sæsonens næstsidste kamp hjemme mod Queens Park Rangers var på alle måder en ulykkelig kamp. Efter at Kinkladze havde bragt City foran udlignede Mike Sheron (naturligvis tidligere City-spiller) efter at Citys målmand Martyn Margetson havde kastet bolden hen for fødderne af ham i forbindelse med et frispark. Inden Margetson kom på plads i målet blev frisparket taget og målet anerkendt. Det var hvad han fik ud af fair play. Inden pausen kom City bagud på et klokkerent selvmål af Jamie Pollock, som headede hen over en fejlplaceret City-målmand. Slutresultatet 2-2 var ikke nok til at redde City, som på sidste spilledag spillede en fremragende kamp og vandt 5-2 i Stoke. City røg ned i landets trediebedste række for første gang nogensinde. Ingen i City havde vel for alvor troet at dette virkelig kunne ske. Men en sammenblanding af dårlig ledelse, uheld og en række uhensigtsmæssige beslutninger førte til en nedrykning, som aldrig burde være indtruffet. City-tilhængerne mødte talstærkt op på Maine Road hele vejen gennem den svære periode og deres indflydelse på begivenhedernes gang skal ikke undervurderes. Ledelsen kunne ganske enkelt ikke sidde supporternes massive protester overhørig. I 2. division åbnede der sig en ny verden for City, som nu skulle besøge nogle af den engelske ligas mest ydmyge steder, som f.eks. Macclesfield, Lincoln, Wycombe og York. I efteråret havde City flere skuffende resultater, men ved juletid 1998 havde Joe Royle fået opbygget en stærk og velfungerende spillertrup. Nu kunne opstigningen endelig begynde.

Senest opdateret 05.10.02