City-nyt

Udvalgte nyheder fra sæsonen 2004-2005

 

20.05.05

En af Citys mest løntunge spillere Steve McManaman (billedet) har spillet sin sidste kamp for klubben. Det gjorde han allerede mod Bolton i marts. Stuart Pearce har gjort det klart, at City ikke vil forlænge McManamans kontrakt. Macca kom til City på en fri transfer fra Real Madrid i sommeren 2003 og nåede 44 kampe for City. Han var gentagne gange ramt af skader og indfriede aldrig de store forventninger der var til ham. Ifølge Stuart Pearce er den 33-årige McManaman nu taget på ferie for at overveje sin fodboldfremtid, men den ligger i givet fald ikke hos City. Mest sandsynligt er det, at han vælger at stoppe karrieren. Mikkel Bischoff er tilbage i City efter sit låneophold i Wolverhampton. Det lå ellers i kortene, at låneaftalen kunne blive fulgt op af en permanent transfer, men Wolves har besluttet, at de ikke vil købe den danske forsvarsspiller. To af Citys unge spillere har tegnet nye kontrakter. Stephen Jordan har forlænget med to år, mens Lee Croft kun har forlænget med et år. 

16.05.05

Shaun Wright-Phillips har endnu engang udtalt, at han ønsker at blive i City. Han har tre år tilbage af sin kontrakt og har i sinde at fuldføre den. Vi får se om det holder - pengenes magt er som bekendt stor. Det kunne man ved selvsyn konstatere på City of Manchester Stadium igår, hvor City stillede op iført deres nye udebanedragt! Nu skal man ikke overdrive betydningen af spilledragten - men alligevel. Kommercielle interesser gjorde altså, at City ikke spillede i de sædvanlige lyseblå trøjer og hvide bukser i sæsonens sidste og meget afgørende hjemmekamp. Forhåbentlig har folkene bag denne tåbelige beslutning fået sig en lærestreg, således at noget sådant ikke gentager sig. 

15.05.05

Blackburn gjorde hvad de skulle ved at spille 0-0 mod Tottenham, så City kunne med en sejr over Middlesbrough have kvalificeret sig til UEFA Cup. City var så tæt på, som man overhovedet kan komme. Robbie Fowler brændte et straffespark i overtiden ved stillingen 1-1, og dermed blev det Middlesbrough der for andet år i træk kvalificerede sig til UEFA Cup. City dominerede kampen mod et defensivt orienteret Middlesbrough-mandskab, men skabte kun få åbne chancer. City var bagud med 0-1 ved pausen på et frisparksmål af Jimmy Floyd Hasselbaink - et skud der gik ind via undersiden af overliggeren. Straks efter pausen fik City udlignet ved Kiki Musampa, som passerede Mark Schwarzer i gæsternes mål med et fladt skud. City kunne ikke bryde igennem det godt organiserede Boro-forsvar og mod slutningen satsede Stuart Pearce. Han erstattede Claudio Reyna med Nicky Weaver og satte i et sidste desperat forsøg David James frem i angrebet for at skabe lidt panik. Det lykkedes også og en dramatisk afslutning kulminerede, da City fik tilkendt et straffespark for hands mod Frank Queudrue. Men Robbie Fowlers nerver svigtede i den afgørende situation og Mark Schwarzer klarede hans svage skud. Et sandt mareridt for Fowler og City. Kæmpe skuffelse og stor frustration på City of Manchester Stadium. City stillede med følgende hold: James, Mills (Croft 84), Onuoha, Distin, Thatcher, S.Wright-Phillips, Barton, Reyna (Weaver 88), Musampa, Sibierski (B.Wright-Phillips 54) og Fowler. På bænken: Jordan og Macken. Advarsel til Barton og Distin. City slutter på ottendepladsen - den bedste placering City har haft i Premier League.

14.05.05

Robbie Fowler forventes tilbage i startopstillingen til søndagens spændende kamp mod Middlesbrough. En kamp der ikke vises i TV, men det gør den ikke mindre vigtig for City. Stuart Pearce har opfordret hjemmepublikummet til at "løfte taget" på City of Manchester Stadium. Han håber at City-fansene kan skabe en stemning noget lignende den, som Liverpools fans var i stand til på Anfield Road i Champions League semifinalen mod Chelsea. En smal City-sejr kan give billet til UEFA Cup, hvis Blackburn taber med højst to mål mod Tottenham.

12.05.05

Endelig skete det. City meddelte idag på en pressekonference, at Stuart Pearce har fået managerjobbet i Manchester City. Der er indgået en kontrakt på to år med en tilhørende såkaldt rullende forlængelse på 12 måneder, indtil en af parterne opsiger aftalen. John Wardle sagde på pressemødet, at der havde været andre kandidater, men at Stuart Pearce har vist tilstrækkelige evner både på og uden for banen til at overbevise bestyrelsen om, at han er den rette mand til jobbet. Pearce var naturligvis meget tilfreds med udnævnelsen og takkede for den tillid bestyrelsen har vist ham. "Nu starter det hårde arbejde for alvor i denne fantastiske fodboldklub" sagde Stuart Pearce, som allerede har fået besked om, at der ikke vil være penge til rådighed til indkøb af nye spillere i sommerpausen. City ligger til at indkassere omkring seks millioner pund i placeringspenge i Premier League, men har en gæld i omegnen af 60 millioner pund. 

11.05.05

Richard Dunne er af Citys officielle supporterklub blevet kåret som årets spiller. Dunne har i stort set hele sæsonen spillet stabilt og solidt i Citys centerforsvar sammen med Sylvain Distin. Nedum Onuoha blev årets unge spiller. City skal en tur til Bangkok i Thailand som en del af forberedelserne til næste sæson. City spiller to kampe på turen mod endnu unavngivne modstandere den 20. og 23. juli. Flere medier forventer, at Stuart Pearce allerede i denne uge vil blive udnævnt som permanent ny manager, men indtil videre er der ikke sket noget. Citys formand John Wardle har hele tiden fastholdt, at Citys ledelse vil tage stilling til managerspørgsmålet umiddelbart efter sæsonafslutningen. Men det vil være en stor overraskelse, hvis ikke Stuart Pearce får jobbet, uanset hvordan det går i sæsonens sidste kamp på søndag mod Middlesbrough. 

7.05.05

City er stadig med i kapløbet om den sidste UEFA Cup plads takket være en 2-1 udesejr over Aston Villa. Ligesom i sidste uge kom City flot ud af starthullerne. Allerede efter fem minutter bragte Shaun Wright-Phillips City foran efter en flot solotur. Syv minutter senere blev det 2-0 ved Kiki Musampa. Et indlæg fra Antoine Sibierski blev snittet videre af Jonathan Macken til Musampa, der flugtede bolden i nettet. Villa var bedst i anden halvleg og fik reduceret i det 61. minut ved Juan Pablo Angel. Der var også et par enkelte andre chancer til hjemmeholdet, men City holdt stand og kunne have øget til 3-1 kort før tid, da Musampa skød på stolpen. City stillede op uden Robbie Fowler, der måtte melde fra med en skade. I Richard Dunnes fravær var Nedum Onuoha rykket ind i centerforsvaret sammen med Sylvain Distin. City stillede med følgende hold: James, Mills, Distin, Onuoha, Thatcher, Reyna, Barton, Musampa, S.Wright-Phillips, Sibierski (B.Wright-Phillips 71) og Macken (Croft 79). På bænken Weaver, Sommeil og Jordan. Advarsel til Barton. City kan kvalificere sig til UEFA Cup med en sejr over Middlesbrough på næste søndag. Men City skal holde øje med Tottenham. Vinder Spurs hjemmekampen mod Blackburn med to mål mere end hvad City vinder med, så bliver det Tottenham der kvalificerer sig på flest scorede mål. Der er lagt op til en sand gyserafslutning på næste søndag.

6.05.05

Stuart Pearce er blevet tildelt Barclays Manager of the Month Award for april. City gik ubesejret gennem april med tre hjemmesejre og tre uafgjorte på udebane. Lørdag gælder det udekampen mod Aston Villa. City skal vinde for at bevare UEFA Cup chancen og samtidig håbe på, at Middlesbrough vinder over Tottenham. City må undvære Richard Dunne, som er opereret for en ankelskade og ude i sæsonens to sidste kampe. City har præsenteret den nye udebanedragt for næste sæson. Den kan ses på billedet til højre. The Times har offentliggjort en liste over hvor meget trøjesponsoraterne er værd i Premier League 2004-05. Citys sponsoraftale med Thomas Cook giver en million pund om året, hvilket ikke er imponerende sammenlignet med de øvrige klubber. Den største aftale har Manchester United med Vodafone til ni millioner pund, men i næste sæson overhales de af Chelsea, som af Samsung vil modtage 11 millioner pund for at få sit navn på den blå trøje. I denne sæson har Manchester United (Vodafone), Chelsea (Emirates), Arsenal (O2), Liverpool (Carlsberg) og Newcastle (Northern Rock) alle trøjesponsorater til fem millioner pund eller derover. Nederst på listen ligger Crystal Palace med et trøjesponsorat til 300.000 pund om året.

1.05.05

UEFA Cup chancen eksisterer stadig efter lørdagens 2-0 hjemmesejr over Portsmouth, men Tottenham er favorit til at snuppe den sidste UEFA Cup plads. En overbevisende første halvleg lagde grunden til Citys sejr - den sjette Premier League kamp i træk som ubesejret. Noget lignende er ikke sket siden 1994. Det var desuden Citys tredie hjemmesejr i træk. Stuart Pearce må være tæt på et permanent job hos City, som fik en drømmestart mod Portsmouth. Allerede i det fjerde minut kom City foran, da Sylvain Distin headede et hjørnespark fra Robbie Fowler i nettet. Portsmouths målmand Jamie Ashdown gik fejl af bolden og det udnyttede Distin, som på billedet jubler over scoringen. I det 16. minut øgede Robbie Fowler til 2-0 direkte på frispark begået mod Shaun Wright-Phillips. Et lavt skruet spark gik i nettet og gav City en komfortabel føring, som kunne være udbygget yderligere i første halvleg. I anden halvleg kom gæsterne meget bedre med i kampen og Ben Thatcher måtte redde et forsøg fra Gary O´Neil på stregen. David James holdt dog nullet for tredie gang i træk. City stillede med følgende hold: James, Onuoha, Dunne, Distin, Jordan (Thatcher 45), Reyna, Barton, Musampa (Mills 87), S.Wright-Phillips, Sibierski og Fowler (Croft 68). På bænken: Weaver og B.Wright-Phillips. Ingen advarsler. Paul Bosvelts kontrakt med City udløber til sommer. Han har allerede nu indgået en aftale med den hollandske klub Heerenveen og forlader altså City efter denne sæson.

17.03.05

Citys fungerende manager Stuart Pearce (billedet) har intensiveret træningen i City, som var blevet for slap i Keegans sidste tid. Pearce var selv kendt for at være en hård hund som aktiv, så der er ikke noget mærkeligt i, at træningen nu er blevet hårdere, men også mere livlig, i hvert fald ifølge Nicky Weaver. Stuart Pearce har sæsonens resterende ni kampe til at bevise, at han er den rette mand til jobbet. Pearce ved godt, at det er resultaterne han vil blive målt på, og flere medier har nævnt, at han formentlig skal kunne fremvise fem sejre i de sidste ni kampe, før han kan være sikker på at fortsætte i managerjobbet, men fire kan måske også gøre det. Hvis Pearce svigter, så er der i pressen nævnt adskillige emner til jobbet. Blandt andre Co Adriaanse, Ronald Koeman, Paul Le Guen, Claudio Ranieri, Martin O'Neill, Paul Jewell, Iain Dowie, Gordon Strachan, Sam Allardyce, Alan Curbishley, George Graham og Glenn Hoddle. Stuart Pearces første opgave bliver lørdagens udekamp mod Tottenham. Stephen Jordan og Joey Barton er tilbage efter karantæne, mens Ben Thatcher, Nedum Onuoha og Jonathan Macken er til disposition efter skader. Derimod er Steve McManaman igen ude med en skade.

11.03.05

Kevin Keegan færdig i Manchester City

City og Kevin Keegan er blevet enige om at ophæve samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Det kommer ikke som den helt store overraskelse, men de fleste havde nok ventet, at det først blev til sommer, at Keegan ville gå. Men Keegans seneste udtalelser som "Premier League nærmer sig skotske tilstande", "Vi får aldrig fat i topspillerne" og "Truppen er for smal og jeg har yderst begrænsede midler til rådighed" vidnede imidlertid om en mand, der var kørt fast og nærmest havde kastet håndklædet i ringen. Med hensyn til den sidstnævnte udtalelse, så er det et faktum, at Kevin Keegan i sin managertid i City brugte 53 millioner pund på indkøb af spillere, mens han solgte for 19. Keegan har så sandelig haft ressourcer til rådighed, men for mange af hans indkøb har vist sig som fejlinvesteringer. Desuden har han skilt sig af med spillere, som kunne have sikret en større bredde i truppen (Huckerby, Wanchope, Elliot, Berkovic m.fl.). Keegan havde chancen for at bygge noget stort op i City, men de dyre drenge (Fowler, Macken, Sinclair, McManaman, Sommeil m.fl.) har ikke leveret varen, og da stjernen over dem alle Nicolas Anelka forsvandt i januar 2005, kom det første signal om, at Keegans projekt ikke ville lykkes. Han afleverer ganske vist et Premier League mandskab, men han fik aldrig tilført holdet den stabilitet, som spillertruppen egentlig berettigede til. Bortset fra enkelte højdepunkter som 4-3 kampen mod Tottenham i FA Cup og 4-1 over Manchester United, så har der ikke været meget at glæde sig over det sidste halvandet år. I sidste sæson var City ramt af uheld i mange kampe, og denne sæson har været præget af skader og dårligt spil. Keegans samlede Premier League regnskab med City tæller 33 sejre, 29 uafgjorte og 43 nederlag. Keegan udtalte kryptisk inden kampen mod Bolton, at han havde i sinde at fuldføre sin kontrakt frem til udløb i sommeren 2006, men at han ikke ville have noget problem med at træde tilbage, hvis han blev prikket på skulderen af formand John Wardle. Det er åbenbart sket nu, idet man dog i klubbens officielle pressemeddelelse anfører, at Keegans tilbagetrækning sker efter såkaldt "gensidig overenskomst". Parterne er enige om, at beslutningen er til klubbens bedste. Stuart Pearce bliver fungerende manager i resten af denne sæson.

8.03.05

Den tidligere City-manager Joe Royle, som idag er manager i Ipswich, skal nu tilbagebetale 423.000 pund til City efter at en Appeldomstol i London afgjorde den tvist som længe har verseret mellem Joe Royle og City. Tvisten handler om den kompensation Joe Royle skulle have, da han blev fyret i 2001. Beløbets størrelse var afhængig af, om City var et Premier League hold eller et 1. divisionsmandskab. Royle blev fyret da City reelt var rykket ned, men teknisk set stadig befandt sig i Premier League. Derved opstod uenigheden, som i første omgang blev afgjort ved Retten til Joe Royles fordel. City appellerede dommen og har nu vundet sagen. City modtager ialt 600.000 pund, idet man i forbindelse med sagen også får 177.000 pund retur fra skattevæsenet. 

7.03.05

City skal vist være glade for de 36 point, der indtil nu er skrabet sammen. Hvis hjemmekampen mod Bolton skal tages som målestok, så er der ikke udsigt til ret meget mere i denne sæson. Det nuværende City-hold uden Nicolas Anelka og Shaun Wright-Phillips er ikke værd at skrive hjem om. Ingen kreativitet og ingen tempo i spillet. City havde bolden ganske meget og kom også frem til nogle chancer, men faktisk var der kun et enkelt forsøg inden for målrammen! Det er bare ikke godt nok. Bolton vandt med enkle midler - et bundsolidt forsvar og hurtige kontraangreb. Kampens eneste mål blev scoret af El-Hadji Diouf fra nært hold i det 45 minut. City stillede med følgende hold: James, Mills, Distin, Dunne, Sommeil, Flood (McManaman 45), Bosvelt (B.Wright-Phillips 68), Reyna, Musampa, Sibierski (Croft 83) og Fowler. På bænken Weaver og Bischoff. Advarsel til Dunne.

31.01.05

Fenerbahce og Nicolas Anelka er nået til enighed om en kontrakt på tre et halvt år. Anelka har mandag gennegået lægetjekket i Istanbul uden problemer og har underskrevet sin kontrakt under stor interesse fra de tyrkiske medier. City købte Anelka i Paris SG i sommeren 2002 for 13 millioner pund. Transfersummen som Fenerbahce skal betale menes at være syv millioner pund. Selv om det er et relativt beskedent beløb, så er det Citys største spillersalg nogensinde. Anelka blev noteret for 45 mål i 101 kampe for City. Citys reservemålmand Ronald Waterreus skifter med øjeblikkelig virkning til Glasgow Rangers for 100.000 pund. Waterreus kom til City fra PSV Eindhoven på en fri transfer i august 2004 som reserve for David James, men får nu chancen for førsteholdsfodbold. Stefan Klos er blevet skadet i Rangers, mens Citys Nicky Weaver og Geert de Vlieger er på vej tilbage efter langvarige skader.

27.01.05

Nicolas Anelka er tæt på et skifte til tyrkisk fodbold. Det synes uundgåeligt. Fenerbahce og City er kommet til enighed om en indtil videre uoplyst transfersum. De fleste medier nævner et beløb på syv millioner pund. Anelka skal  nu gennemgå det obligatoriske lægetjek og forhandle de personlige betingelser på plads. Dermed ser det ud til at Anelka i næste sæson får opfyldt sit langvarige ønske om at spille Champions League fodbold - en ambition som han ikke mener at kunne få opfyldt i City inden for en overskuelig fremtid. Det store spørgsmål er nu, om City når at få en afløser til klubben, inden transfervinduet lukker ved månedens udgang. City har indgået en låneaftale med Atletico Madrid vedrørende den 27-årige Kiki Musampa (billedet). Aftalen gælder for seks måneder og City har option på en efterfølgende permanent aftale. Musampa har været i Atletico Madrid siden starten af sidste sæson, men har i denne sæson været marginalspiller i klubben. Han har tidligere spillet i Malaga, Bordeaux og Ajax. Musampa er født i Congo, men er hollandsk statsborger. Han skal udfylde tomrummet i Citys venstreside - meget tiltrængt må man sige.

8.01.05

Kevin Keegan led idag sin største fiasko som manager for Manchester City, da det i FA Cup 3. runde blev til et 0-1 nederlag i Oldham, som er placeret 50 pladser under City i ligaen. Dermed går endnu en sæson (den 29. i rækken) til ende uden et trofæ til City. Kampens eneste mål sørgede Scott Vernon for i det 14. minut, da han fra tæt hold fik raget bolden i mål. Forholdene var som skabt til en cup-sensation. En bane i ikke al for god stand suppleret med regnvejr og en strid blæst på langs af banen. Men de færreste City-fans havde trods alt ventet at det skulle gå så skidt. Sørgeligt at City endnu engang er til grin i hele England. Robbie Fowler var blevet hjemme af familiemæssige årsager, mens Nicolas Anelka stadig døjer med en rygskade. Kevin Keegan forsøgte sig derfor med Jonathan Macken og Bradley Wright-Phillips i angrebet. Det var som resultatet antyder ingen succes. City havde medvinden i anden halvleg, men formåede ikke at score trods et massivt pres. City stillede med følgende hold: James, Mills, Dunne, Distin, Thatcher, Bosvelt, Barton, Sibierski (Flood 68), S.Wright-Phillips, Macken og B.Wright-Phillips (McManaman 69). På bænken: Waterreus, Onuoha og Negouai. Ingen advarsler.

27.11.04

Så lykkedes det endelig for City at få to Premier League sejre i træk. Aston Villa blev på City of Manchester Stadium besejret med 2-0 i en spændende og seværdig forestilling. City var som bekendt uden Nicolas Anelka, men Robbie Fowler og Jonathan Macken synes at gå udmærket i spænd sammen. Det var en afrettet frispilning fra Fowler, som Macken fik sendt i nettet i det 29. minut, da han udplacerede Thomas Sørensen med et fladt skud (billedet). Forinden havde City haft flere gode muligheder, bl.a. et par nærgående forsøg fra Antoine Sibierski. I det 38. minut, netop som regnen var begyndt at sile ned, bankede Shaun Wright-Phillips med venstrebenet bolden i nettet fra ca. 20 meters afstand. Skuddet var ikke specielt yderligt placeret, men Thomas Sørensen nåede ikke at reagere før den sad i kassen. Det mindede lidt om John Faxes scoring mod tyskerne i EM-finalen 1992. Inden pausen havde David James en god redning på et fladt skud fra Lee Hendrie. Anden halvleg kunne ikke leve op til første. City overlod noget mere initiativ til gæsterne, men det var og blev ikke Villas aften i Manchester, hvilket en dramatisk afslutning understregede. David James reddede et straffespark fra Juan Angel i det 87. minut og Angel formåede at heade riposten over for blankt mål. Straffesparket burde dog aldrig have været dømt, da replay-billederne klart viste, at Richard Dunne begik frisparket lige uden for feltet. Aston Villa sluttede med 10 mand, da Lee Hendrie blev udvist efter en batalje med David Mills. City stillede med følgende hold: James, Mills, Distin (Onuoha 72), Dunne, Jordan, Barton, Bosvelt, S.Wright-Phillips, Sibierski, Fowler og Macken. På bænken: Waterreus, Sommeil, Flood og B.Wright-Phillips. Advarsel til Dunne.

29.10.04

City har den 29. oktober 2004 offentliggjort helårsregnskabet for perioden 1. juni 2003 til 31. maj 2004. Det udviser et underskud på 16,8 millioner pund - en stigning på 1,4 millioner pund i forhold til året før. City betaler stadig afdrag på Keegans mange dyre spillerindkøb, bl.a. Nicolas Anelka og Robbie Fowler, hvilket har haft negativ indflydelse på regnskabet. Det samme havde Citys dårlige placering i Premier League. Det medførte at præmiepengene faldt fra 6,5 millioner pund til 2,7 millioner pund. På den positive side er det værd at bemærke, at omsætningen trods alt steg fra 49 til 61,9 millioner pund. Det hænger sammen med udflytningen til det nye stadion, dvs. øgede entreindtægter og øgede reklameindtægter. Den del af omsætningen, der blev anvendt til løn faldt fra 72% til 61%, hvilket isoleret set er positivt. I faktiske tal brugte City 37,7 millioner pund på lønninger mod 35 millioner pund året før. Citys samlede gæld er steget til 62,2 millioner pund. Den store stigning i gælden de seneste år skyldes de dyre spillerindkøb og at City brugte 20 millioner pund på færdiggørelsen af City of Manchester Stadium. Man må forvente, at gælden nu har toppet og at City fremover kan begynde at høste frugterne af udflytningen til det nye stadion og forhåbentlig også opnå bedre sportslige resultater. Penge til nye spillerindkøb skal man dog ikke regne med foreløbig.

18.09.04

City sikrede sig tre vigtige point på Selhurst Park mod bundholdet Crystal Palace. Nicolas Anelka (billedet) blev dobbelt-målscorer i Citys hårdt tilkæmpede, men absolut fortjente 2-1 sejr, der tydeligvis bekom en presset Kevin Keegan godt. Keegan havde henvist Robbie Fowler til bænken, hvilket gav Jonathan Macken sin første start i denne sæson. Trevor Sinclair var blevet skadet og erstattedes af Antoine Sibierski. Hjemmeholdet startede bedst, men City overtog mere og mere i løbet af første halvleg og Sibierski havde et skud, der formentlig var gået ind, hvis ikke Macken havde stået i vejen! Også Claudio Reyna havde en stor chance, da han kort før pausen blev spillet fri af Anelka. Ti minutter efter pausen kom City foran, da Anelka opfangede en ripost og scorede fra kanten af feltet. Macken misbrugte en gylden mulighed, da han undlod at spille på tværs til Anelka, men i det 64. minut fik City sæsonens første straffespark. Den tidligere City-spiller Danny Granville skubbede Shaun Wright-Phillips omkuld og Anelka scorede til 2-0 fra 11-meter pletten. 13 minutter senere var det hjemmeholdets tur til at få straffespark. Det var dog en tvivlsom kendelse, da Sylvain Distin så ud til at lave frisparket mod Nicola Ventola lige uden for feltet. Andy Johnson reducerede på straffesparket, men City formåede at holde føringen kampen ud. City stillede med følgende hold: James, Mills, Distin, Dunne, Thatcher, Reyna, Barton, Wright-Phillips, Sibierski, Anelka og Macken (Sun 88). På bænken: Waterreus, Flood, Bosvelt og Fowler. Advarsel til Sibierski og Distin.

13.09.04

Lørdagens nederlag til Everton var et af dem der virkelig sved. I snart halvandet år er det ikke lykkedes at vinde to Premier League kampe i træk. Der var lagt op til, at denne serie endelig skulle brydes. Men City spillede en skidt kamp og har fået en dårlig sæsonstart. Med et svært program i den kommende tid er City og Kevin Keegan under stærkt pres. Ikke mindst fra Citys tilhængere, der i stigende grad udtrykker mistillid til Keegans evner. Rygterne vil vide, at et nederlag på lørdag mod Crystal Palace kan fremprovokere en fyreseddel til Kevin Keegan. Rygter som allerede er afvist af klubben. 

28.08.04

Så fik City endelig sæsonens første sejr. Hjemme på Eastlands vandt City med hele 4-0 over Charlton med Dennis Rommedahl på holdet. Nicolas Anelka scorede på kampens første chance efter 13 minutter og gav City en flyvende start. Efter et par gode chancer til gæsterne øgede Trevor Sinclair heldigt til 2-0 i det 34. minut, da Charlton-målmanden Dean Kiely sparkede bolden lige ind i ham, hvorefter bolden røg i mål. Efter en time modtog Shaun Wright-Phillips bolden i højre side og fandt Nicolas Anelka, der sprintede forbi sin oppasser og øgede til 3-0. Shaun Wright-Phillips gjorde det til 4-0 på et flot langskud med 12 minutter tilbage. En overbevisende sejr, som lettede presset lidt på Kevin Keegan. City stillede med følgende hold: James, Dunne, Distin, Mills, Thatcher, Barton (McManaman 76), Reyna, Wright-Phillips, Sinclair (Macken 80), Fowler og Anelka. På bænken: Waterreus, Sun og Bosvelt. På billedet ses Shaun Wright-Phillips og Charltons Jason Euell.

26.08.04

City har skrevet en korttidskontrakt på fem måneder med den 34-årige hollandske målmand Ronald Waterreus. Han blev fritstillet af PSV Eindhoven i sommerpausen efter 10 år i klubben og har spillet syv landskampe for Holland. Paolo Wanchope (billedet) har fuldbyrdet sit klubskifte til Malaga og blev noteret for 75 kampe og 29 mål for City.

 

13.07.04

City har skrevet en fem-årig kontrakt med Danny Mills, som er kommet fra Leeds på en fri transfer. Leeds købte i sommeren 1999 Mills i Charlton for 4,5 millioner pund. Han var hele sidste sæson udlånt til Middlesbrough og har spillet 19 landskampe for England. Kevin Keegan har bebudet, at der vil komme endnu en ny spiller til City inden sæsonstart. Vi har endnu ikke set noget til en stærk midterforsvarer, men et ungt angrebstalent har også været på tale, og det sidste er nok det mest sandsynlige.

10.07.04

Kanal 5 (tidligere TVDanmark1) har indgået en aftale med Canal+ om tv-rettigheder til Premier League. Aftalen betyder, at Kanal 5 hver weekend vil sende en live-kamp fra den bedste engelske fodboldrække. Hermed kommer Premier League ud til et noget bredere publikum end tilfældet var med Canal+ alene. City er i forhandlinger med den 27-årige højre back Danny Mills om en kontrakt. Danny Mills har et år tilbage af sin kontrakt med Leeds. Men Leeds er klar til at lade ham gå på en fri transfer for at slippe af med endnu en af de løntunge spillere. Mills har i Leeds en ugeløn på 40.000 pund, men skulle være indstillet på at gå ned i løn i forbindelse med et klubskifte. Newcastle og Tottenham har også vist interesse for den tidligere landsholdsspiller. Stuart Pearce skal fremover varetage jobbet som førsteholdstræner (first team coach) ved siden af Derek Fazackerley. Det er en følge af, at Arthur Cox valgte at træde tilbage som assisterende manager i sidste måned. City har besluttet sig for at anke dommen i sagen mod Joe Royle efter at have konsulteret sine juridiske rådgivere.

 

Udvalgte nyheder fra sæsonen 2010-2011
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2009-2010
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2008-2009
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2007-2008
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2006-2007
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2005-2006

Udvalgte nyheder fra sæsonen 2003-2004
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2002-2003
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2001-2002
Udvalgte nyheder fra sæsonen 2000-2001
Udvalgte nyheder fra sæsonen 1999-2000

Tilbage til Nyheder