City-nyt
Nyheder fra oktober - november 2011.
30.11.11
City havde mulighed for at trække Cardiff eller Crystal Palace, men trak den sværest mulige modstander i Carling Cup. Liverpool bliver modstanderen i semifinalen, som spilles over to kampe. City har hjemmebane i den første kamp, som spilles 10. eller 11. januar. Returkampen på Anfield Road spilles to uger senere. I forvejen skal de to klubber mødes i Premier League den 3. januar på Etihad Stadium.
29.11.11
City er klar til semifinalen i Carling Cup efter en 1-0 sejr på Emirates
over et ungt Arsenal-hold. Roberto Mancini havde på forhånd beklaget sig over
at City skulle spille søndag og tirsdag - med kun 50 timers mellemrum. Under alle
omstændigheder var der lagt op til mange ændringer. Kun Nasri var genganger i
startopstillingen i forhold til Liverpool-kampen. Flere af
City-spillerne var særdeles anonyme i store perioder. Hjemmeholdet havde dog svært
ved at nedbryde Citys forsvar og de få gange det lykkedes, viste reservekeeper
Costel Pantilimon gode takter. Arsenal havde ikke sin topscorer Robin van Persie
med, hvorimod City havde Aguero og Dzeko. Og det var netop de to samt Adam
Johnson, der afgjorde kampen til Citys fordel syv minutter før tid. Dzeko satte
et klassisk kontraangreb i gang, fandt Adam Johnson i et godt løb og videre til
Aguero, der afsluttede perfekt. Kolarov måtte udgå efter en halv time med en
skade. Det var Citys første udesejr over Arsenal i 36 år. Opstilling: Pantilimon, Savic, K.Toure, Zabaleta, Onuoha, Kolarov (Aguero
32), De Jong, Hargreaves (Razak 79), Nasri, A.Johnson og Dzeko. På bænken:
Taylor, Richards, Bridge, Suarez og Rekik. Advarsel til Hargreaves.
27.11.11
En af sæsonens
sværeste udekampe endte med uafgjort 1-1 efter en spændende og tempofyldt
affære på Anfield Road. I sidste sæson tabte City 0-3 til
Liverpool på
Anfield, så det var trods alt en forbedring. Det var City der startede
bedst og i det 31. minut kom de lyseblå foran. Et hjørnespark fra David Silva
blev dirigeret i nettet af Vincent Kompany nærmest med skulderen. Men Liverpool
udlignede blot to minutter senere. Et skud fra Charlie Adam så ud til at gå
ved siden af mål, men Joleon Lescott rettede skuddet så meget af, at det endte med en
heldig scoring til hjemmeholdet. Herefter var Liverpool det toneangivende hold.
I de sidste syv minutter plus tillægstid måtte City spille med 10 mand, da
Mario Balotelli fik sit andet gule kort. Liverpool pressede på for en afgørelse, men
Joe Hart diskede op med nogle klasseredninger. Til sidst havde David Silva
muligheden for at afgøre til Citys fordel, men han var for længe om at
afslutte. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Richards, Clichy,
Barry, Y.Toure, Milner, Nasri (Balotelli 65), Silva (K.Toure 90) og Aguero (Dzeko
82). På bænken: Pantilimon, Zabaleta, De Jong og A.Johnson. Advarsel til
Kompany, Milner, Barry og Balotelli. Gult-rødt til Balotelli (83). Allerede
tirsdag skal City spille kvartfinale i Carling Cup ude mod Arsenal. Det virker
besynderligt - og urimeligt for City - at denne kamp ikke spilles om onsdagen. Men det er
givetvis TV (Skysports) der dikterer dette.
22.11.11
Det lykkedes ikke for City at hente point i den svære og vigtige udekamp i Napoli. Hjemmeholdet vandt med 2-1 og kan med en sejr over Villarreal i sidste gruppekamp gå videre på Citys bekostning. For City betyder nederlaget sandsynligvis Europa League fodbold - noget Roberto Mancini nok helst havde været fri for. Cavani headede et hjørnespark i mål efter 17 minutters spil - bolden snittede Kolarov undervejs og snød Joe Hart i målet. City udlignede ved Balotelli i det 33. minut, der opfangede riposten på et skud fra Silva og let kunne score. City sluttede faktisk første halvleg bedst, men straks i anden halvleg gik det galt. Cavani med en kølig inderside på oplæg fra Dossena, der var kommet forbi Zabaleta. Så vidste man at det ville blive svært for City. Napoli forsvarede sig, som man ved italienske hold kan og City kom ikke frem til ret meget. Napoli var tættest på scoring, da Lavezzi fik en friløber, som Hart reddede og Hamsik senere skød på stolpen. Roberto Mancinis udskiftninger kom for sent til for alvor at kunne ændre noget. Aguero ind 10 minutter før tid? Det giver ikke meget mening. Mancini fik vist heller ikke sat det rigtige hold (stærkeste opstilling) fra start. Specielt de to backs kan diskuteres. Ingen tvivl om at manageren må tage sin del af skylden for nederlaget. City har mødt hård modstand og betalt hårde lærepenge i Champions League, men er forhåbentlig med igen i næste sæson. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Kolarov, Zabaleta (A.Johnson 85), De Jong (Nasri 70), Y.Toure, Milner, Silva, Dzeko (Aguero 81) og Balotelli. På bænken: Pantilimon, Savic, Clichy og Barry. Advarsel til Kompany, Kolarov, Silva og Balotelli.
19.11.11
To fejl af
Newcastles Ryan Taylor hjalp City godt på vej til en 3-1 sejr hjemme på Etihad
Stadium, hvor der blev sat ny stadionrekord med 47.408 tilskuere. Gæsterne kom
til Manchester med en forsigtig taktik og forsvarede sig dygtigt og havde endda
en god mulighed for at komme foran, men Joe Hart reddede skuddet fra Demba Ba
efter en halv times spil. I det 41. minut kom City foran på straffespark, da
Ryan Taylor havde hånd på bolden på et forsøg fra Yaya Toure. Balotelli
scorede fra pletten med et fladt skud og "fejrede" sin scoring med
korslagte arme - underlig arrogant optræden. Men det er jo ikke første gang. Tre minutter senere blev det 2-0 ved
Micah Richards, der energisk erobrede bolden fra Ryan Taylor og scorede med
venstrebenet. I anden halvleg kom Newcastle længere frem på banen og kampen
åbnede mere op. Efter en times spil fejlede Vincent Kompany, hvilket gav en
kæmpechance til Ben Arfa, der skød på stolpen. I stedet blev det 3-0 til City
i det 72. minut, da selv samme Ben Arfa væltede Richards omkuld i feltet.
Sergio Aguero scorede sikkert på straffesparket. Newcastle fik et trøstmål i
det 88. minut, da Dan Gosling udnyttede en returbold, efter at Joe Hart havde
halvklaret skuddet fra Ba. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Richards, Clichy,
De Jong, Y.Toure (Barry 84), Milner, Nasri, Aguero (A.Johnson 75) og Balotelli (Silva
69). På bænken: Pantilimon, Kolarov, K.Toure og Dzeko. Ingen advarsler.
18.11.11
Regnskabet for perioden 1. juni 2010 til 31. maj udviser et driftsunderskud
på 194,9 millioner pund - indregnet ekstraordinære nedskrivninger på 34,4
millioner pund. Efter indtægter fra spillersalg og udgifter til renter/stadionleje er underskuddet 197,5 millioner pund. Det er det største underskud nogensinde i engelsk
fodbold og overgår klart Chelseas underskud i 2005 på 141 millioner pund. Det afspejler de store investeringer, der er foretaget i spillere,
infrastruktur og
andre aktiver i de seneste år. I lighed med sidste år dækkes underskuddet af
Sheikh Mansour, der skyder aktiekapital i klubben. Citys lønudgifter på 174
millioner pund er alene større end omsætningen på 153,2 millioner pund.
Omsætningen er steget med 22,5%, især på grund af øgede sponsorindtægter og
TV-indtægter (herunder præmiepenge). Driftschef Graham Wallace udtaler at
underskuddet var ventet, men han forsikrer om at de kommende års regnskaber vil
se betydeligt bedre ud. Omfanget af spillerindkøb vil være aftagende, mens
indtægter fra den nye stadionsponsoraftale med Etihad og indtægter fra
Champions League deltagelsen vil påvirke regnskabet positivt. Dette års
regnskab vil ikke have betydning i forhold til UEFA´s Financial Fair Play.
UEFA-reglerne skal først træde i kraft fra sæsonen 2012-13. Carlos Tevez opholder sig stadig i
Argentina og er sidst set på en golfbane. Man kan vist konkludere, at Tevez
gør lige hvad der passer ham. Roberto Mancini regner ikke med, at Tevez kommer
til at spille mere for City, som lørdag møder Newcastle hjemme på Etihad
Stadium. Kampen vises på 6´eren fra kl. 15.45.
9.11.11
City har givet Kolo Toure en bøde på 6 ugers løn efter en høring om hans brug af slankepiller, der endte med en dopingsag og en karantæne på 6 måneder. Tidspunktet forekommer underligt, efter som Kolo Toure for længst er tilbage efter sin karantæne, og man regnede med, at denne sag var ude af verden. Men City forklarer, at det ikke har været muligt at finde en dato for høringen før nu, og at PFA har kendt til en sådan høring siden juli måned. Spillerforeningen PFA har ikke desto mindre udtrykt undren over bøden og tidspunktet for bøden. Det kan ikke udelukkes, at City bliver nødt til at nedsætte denne bøde, hvis PFA kommer med indsigelse - ligesom det var tilfældet med Carlos Tevez. Netop Carlos Tevez er igen i overskrifterne. Han har accepteret bøden på to ugers løn i forbindelse med episoden på Allianz Arena i München. Til gengæld er han udeblevet fra træning i dag onsdag og er i stedet fløjet hjem til Argentina for at være sammen med familien. En ny disciplinærsag venter forude.
5.11.11
Roberto Mancini har efterlyst nogle "italienske" 1-0
arbejdssejre (som
rivalerne fra United er i gang med for tiden). Det fik han ikke i dag. Til
gengæld fik han en 3-2 sejr over Queens Park Rangers på en dag, hvor City ikke
spillede særlig godt. Men offensivt har City altså kvaliteterne til at afgøre
en kamp. Defensivt så det usikkert ud, hvilket til dels kunne tilskrives, at
Vincent Kompany sad udenfor med karantæne. Men det var også hjemmeholdets fortjeneste. De tværstribede formåede at
presse og stresse City over hele banen og specielt i første halvleg fik City
slet ikke spillet til at køre. QPR spillede bolden kvikt rundt og virkede mere
oplagte end City, på trods af, at Mancini havde foretaget seks ændringer i
startopstillingen i forhold til onsdagens Champions League kamp. Det blev lidt
bedre i anden halvleg, hvor hjemmeholdets markeringer var knap så tætte. QPR
kom foran ved Jay Bothroyd, der headede et frispark fra Joey Barton i nettet efter 28 minutter.
City fik udlignet to minutter før pausen. Milner fandt Dzeko i venstre side -
Dzeko skar ind i banen og scorede med et fladt skud. I det 52. minut kom City
foran ved David Silva, der fint tog et indlæg fra Dzeko med sig og scorede
fladt ved nærmeste stolpe. City havde et par gode chancer for at lukke kampen,
men i stedet kom hjemmeholdet tilbage. Heidar Helguson snittede i det 69. minut
et hovedstød fra Bothroyd i nettet tæt under mål. Målet lignede umiddelbart
offside, men den langsomme gengivelse afslørede, at Stefan Savic ophævede
offsiden. Fem minutter senere kom det afgørende mål. Yaya Toure headede
kraftfuldt Kolarovs indlæg i nettet. Bothroyd havde et hovedstød på
overliggeren, men City slap med skrækken og kunne rejse fra London med de tre
point efter en underholdende, men lidt for spændende og nervepirrende kamp.
Opstilling: Hart, Savic, Lescott, Kolarov, Barry (Balotelli 75), Y.Toure, Milner,
Silva, Dzeko (K.Toure 88) og Aguero (A.Johnson 68). På bænken: Pantilimon,
Zabaleta, Clichy og Nasri. Advarsel til Balotelli. Der er nu landskamppause, men
lørdag den 19. november går det løs igen. City møder ubesejrede Newcastle
hjemme på Etihad Stadium - en kamp der vises på 6´eren fra kl. 15.45.
2.11.11
City vandt en sikker sejr på 3-0 ude over Villarreal og overtog andenpladsen
i Champions League gruppe A. Villarreal var ramt af en del skader og det kunne
ses. Det var en kamp med meget få målchancer og tempoet må betegnes som
moderat. Hjemmeholdets målmand havde vel ikke en eneste redning, men måtte tre
gange pille bolden ud af netmaskerne. Stor effektivitet i de få målchancer
City havde. Villareal havde ikke meget at byde på i det offensive. City kunne i
store dele af kampen spille bolden rundt i egne rækker. Yaya Toure bragte City
på 1-0 efter en halv time. Han scorede fladt i det fjerneste målhjørne på
oplæg fra David Silva. Lige før pausen blev der fløjtet for straffespark
begået mod Balotelli, der måske faldt en smule let efter et skub i ryggen i
feltet. Han scorede selv fra pletten. Yaya Toure lukkede kampen i det 71. minut
med målet til 3-0. Han modtog et indlæg fra Balotelli, driblede elegant uden
om Marchena og scorede fladt ved nærmeste stolpe. Opstilling: Hart, Savic,
Kompany, Zabaleta, Clichy, De Jong, Y.Toure (Aguero 74), Milner, Nasri, Silva (A.Johnson
65) og Balotelli (Kolarov 82). På bænken: Pantilimon, Lescott, Barry og Dzeko.
Advarsel til Balotelli.
29.10.11
Med en 3-1 hjemmesejr over Wolverhampton holdt City sit forspring på fem
point ned til United på andenpladsen. City måtte kæmpe betydeligt hårdere
for de tre point end forventet, især da gæsterne et kvarter før tid blev
tilkendt et straffespark, samtidig med at Vincent Kompany blev udvist for en
nødbremse i feltet. I første halvleg havde City mere end svært ved at åbne
Wolves-forsvaret. Målmand Hennessey havde dog et par gode redninger. Men det
var ikke desto mindre Hennessey, der satte City i gang syv minutter inde i anden
halvleg. Han tøvede for længe med at sparke bolden væk. Aguero nåede at
blokere, hvorefter bolden sprang hen til
Dzeko der let kunne score. I det 67. minut var den gal igen for Wolves-keeperen.
Han kunne ikke holde et skud fra David Silva, hvilket Kolarov udnyttede på
returbolden. Joe Hart leverede en tilsvarende returbold i situationen, der
førte til straffesparket og udvisningen af Kompany. Stephen Hunt reducerede til
1-2 fra pletten. City kæmpede nu med 10 mand, men gæsterne formåede ikke for
alvor at sætte City under pres. Et minut inde i overtiden scorede Adam Johnson
med et godt placeret langskud og så var det hele afgjort. Ikke nogen særlig
velspillet eller underholdende kamp - også med for mange frispark, men det
vigtigste var de tre point. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Richards,
Kompany, Barry, Y.Toure, Nasri (Balotelli 70), Silva, Dzeko (A.Johnson 63) og
Aguero (Savic 76). På bænken: Pantilimon, Zabaleta, De Jong og Milner.
Advarsel til Barry og Dzeko. Udvisning til Kompany (75). I Carling Cup er der
trukket lod til kvartfinalerne. City fik en svær lodtrækning med udebane mod
Arsenal. De øvrige kampe: Chelsea - Liverpool, Manchester United - Crystal
Palace og Cardiff - Blackburn. Kampene spilles 29. og 30. november.
28.10.11
På grund af indsigelse fra spillerforeningen PFA, har City nu accepteret at halvere bøden til Carlos Tevez, så den nu kun er på to ugers løn. Tevez-lejren overvejer nu deres næste skridt - herunder muligheden for at appellere til Citys bestyrelse og senere evt. til Premier League.
26.10.11
Ny målfest af de lyseblå. Denne gang i Carling Cup på Molineux
Ground,
hvor City med en 5-2 sejr over Wolverhampton er videre til kvartfinalen. 11 nye
mand i startopstillingen (inklusive et par af de unge Academy-spillere) i forhold til lokalopgøret på Old Trafford, men City
var alligevel stærke nok til at sætte ulvene eftertrykkeligt på plads. I
sandhed nye tider for Manchester City. Hjemmeholdet havde dog også en del udskiftninger i forhold til weekendens kamp
i Premier League. En forholdsvis stilfærdig start for City, der faktisk kom
bagud i det 19. minut ved Nenad Milijas. Men da City først fik udlignet efter
37 minutters spil ved Adam Johnson gik det stærkt. Tempoet blev skruet i vejret
og Wolves blev på det nærmeste kørt over i resten af første halvleg.
Scoringer af Nasri (40) og Dzeko (41) gav City en halvlegsføring på 3-1. Efter
en stor chance til Wolves i starten af anden halvleg kom City tilbage i
offensiven. Et forsøg af Luca Scapuzzi på en ripost resulterede i en scoring i
det 50. minut - et mål der efterfølgende blev ændret til et selvmål af
hjemmeholdets målmand De Vries. I det 64. minut kom City på 5-1 ved Dzeko
efter godt forarbejde af Nasri og Savic. Wolves fik reduceret til 2-5 minuttet
senere på et mål af Jamie O'Hara. Reservekeeper Pantilimon så lidt
usikker ud i flere tilfælde, men ellers var det en mere end godkendt indsats af
City. Der trækkes lod til kvartfinalerne i Carling Cup på lørdag. Opstilling:
Pantilimon, K.Toure, Savic, Zabaleta, Kolarov, De Jong, Razak (Milner 85),
A.Johnson, Nasri (Suarez 67), Dzeko og Scapuzzi (Rekik 73). På bænken: Taylor,
Bridge, Onuoha og Balotelli. Advarsel til Savic.
25.10.11
City har givet Carlos Tevez en skriftlig advarsel og en bøde på fire ugers løn (ca. 900.000 pund), for kontraktbrud i forbindelse med den omdiskuterede episode på Allianz Arena, hvor han nægtede at varme op for anden gang. Derved kom han aldrig på banen i Champions League kampen mod Bayern München - og har ikke været med i truppen siden. Tevez har to uger til at anke til Citys bestyrelse og derfra kan han appellere videre til Premier League. Dermed kan sagen trække i langdrag til et stykke ind i december.
23.10.11
Manchester United - Manchester City 1-6
Søndag
den 23. oktober 2011 vil gå ind som en af de helt store dage i Citys historie.
At vinde på Old Trafford er i sig selv en præstation, men at vinde med 6-1 er
helt fantastisk. Hvad der i starten tegnede meget spændende og jævnbyrdigt,
udviklede sig til et mareridt af de helt store for hjemmeholdet. United havde
mest spil i starten, men det var City der kom foran ved Balotelli efter 22
minutter på et fladt skud uden for De Geas rækkevidde. Enkelte chancer til
United fulgte, men City holdt sin føring til pausen. To minutter inde i anden
halvleg blev Uniteds Johnny Evans udvist for en nødbremse på Balotelli. Flere chancer i begge ender, men efterhånden fik City et solidt overtag. Balotelli
øgede til 2-0 efter en times spil på oplæg fra James Milner. Aguero gjorde
det til 3-0 på et fladt indlæg fra Micah Richards i det 69. minut. United fik
reduceret til 1-3 på et langskud af Darren Fletcher og man frygtede en af de
velkendte slutspurter fra de røde. I stedet faldt hjemmeholdet helt fra hinanden bagude og
det udnyttede City med tre scoringer i de sidste minutter. Dzeko i det 89. minut
efter hjørnespark, Silva med en scoring et minut inden i
overtiden fladt mellem benene på den stakkels De Gea i United-målet og endelig
endnu en scoring af Dzeko flot spillet fri af Silva tre minutter inde i
overtiden. Fremragende kontraspil ved de sidste to scoringer. Ydmygelsen af Manchester United var total og det store smil var
fremme hos Roberto Mancini. Det er en tangering af derbysejren i 1926, hvor City
også vandt på Old Trafford med 6-1. I 1955 vandt City med 5-0 på Old
Trafford. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Richards, Clichy, Barry, Y.Toure,
Milner (Kolarov 89), Silva, Aguero (Nasri 75) og Balotelli (Dzeko 70). På
bænken: Pantilimon, Zabaleta, K.Toure og De Jong. Advarsel til Richards,
Kompany og Balotelli.
18.10.11
Med et mål i overtiden reddede Sergio
Aguero aftenen for City, der stadig lever i Champions League. Villareal fik en
drømmestart med et mål af Ruben Cani allerede efter fire minutter. Joe Hart
kunne ikke holde et skud fra Giuseppe Rossi og Cani udnyttede returbolden. Så
var det op ad bakke for City, der fik det rigtig svært. Villarreal var hele
tiden farlige på kontraangreb i den silende regn i Manchester. Heldigvis
lykkedes det for City at få udlignet kort før pausen, da et indlæg fra
Aleksander Kolarov på den glatte bane endte som en målgivende aflevering til
et selvmål af Carlos Marchena. Heller ikke i anden halvleg kom City for alvor
op i gear - faktisk spillede City bedre i første halvleg. Flere af
City-spillerne så noget rustne ud og det lignede en skuffende uafgjort. Dzeko
brændte en kæmpe chance helt fri foran mål. Mod slutningen satsede City med
en voldsom offensiv og i overtiden lykkedes det. Et indlæg fra Zabaleta blev snittet videre af
Silva til Aguero ved bagerste stolpe, der til stor jubel for hjemmepublikummet -
og ikke mindst manager Roberto Mancini - sendte bolden i nettet. Opstilling: Hart,
Kompany, Lescott, Zabaleta, Kolarov,
De Jong (Aguero 62), Y.Toure, A.Johnson (Barry 40), Nasri (Milner 81), Silva og
Dzeko. På bænken: Pantilimon, Richards, Savic og Clichy. Balotelli havde
karantæne. Efter tre runder i gruppespillet har Bayern München 7 point, Napoli 5 point,
City 4 point og Villarreal 0 point.
16.10.11
Efter en lidt
sløv start kom City efterhånden i omdrejninger, demonstrerede stor effektivitet foran mål
og vandt en komfortabel 4-1 sejr over Aston Villa på Etihad Stadium. Dermed
indtager City førstepladsen i Premier League. Mario Balotelli er virkelig ved
at vise sit potentiale og åbnede scoringen i akrobatisk stil efter 28 minutter.
Adam Johnson øgede til 2-0 to minutter inde i anden halvleg og fire
minutter senere øgede Vincent Kompany til 3-0 på hovedstød. Villa reducerede
via undersiden af overliggeren ved Stephen Warnock i det 65. minut inden James
Milner med et flot langskud afsluttede til 4-1. Micah
Richards måtte humpe fra banen i det 66. minut. Sergio Aguero var tvivlsom
inden kampen og Roberto Mancini valgte at spare ham. Heller ikke Nasri og Dzeko
kom i aktion i dag. Allerede tirsdag venter den vigtige Champions League kamp
hjemme mod Villarreal. Og næste weekend er der lokalopgør på Old Trafford.
Opstilling: Hart, Kompany, Lescott, Richards (K.Toure 66), Clichy, De Jong,
Barry, Y.Toure (Silva 66), Milner, A.Johnson (Hargreaves 77) og Balotelli. På
bænken: Pantilimon, Kolarov, Nasri og Dzeko. Advarsel til Barry.
12.10.11
City har meddelt, at Carlos Tevez vil blive mødt med en disciplinærsag, når han genoptager træningen torsdag. Den interne undersøgelse har bekræftet, at Tevez nægtede at varme op på Allianz Arena i München, da Roberto Mancini bad ham om det - kort efter at Tevez allerede havde varmet op første gang. At argentineren skulle have nægtet at spille, kan man dog ikke konkludere. Det forventes at Tevez efter en høring vil få en bøde på mellem to og seks ugers løn. Hvis bøden er på over to ugers løn, skal den godkendes af spillerforeningen PFA. Tilbage står så, om der kan rettes op på forholdet mellem manager og spiller. Man skal aldrig sige aldrig, men det virker umiddelbart ikke sandsynligt. Mancini har tidligere udtalt, at står det til ham, er Tevez en færdig mand i City.
2.10.11
På en fornem
anden halvleg kunne City rejse fra Ewood Park med en 4-0 sejr over Blackburn.
Første halvleg nogenlunde lige, men da Adam Johnson først havde bragt City foran i
starten af anden halvleg (56. minut), var City ovenpå i resten af kampen. Der
kom mere skarphed og tempo i pasningsspillet, mens Blackburns spil mere eller
mindre faldt fra hinanden. Efter kampen var der protester fra dele
af hjemmeholdets fans, der forlangte managerens afgang. Mario Balotelli havde
haft et forsøg på stolpen, inden han flugtede 2-0 i kassen i det 59. minut.
Samir Nasri scorede sit første mål for City efter 73 minutter, da han hans
afslutning efter et kontraangreb snittede en modstander og strøg i nettet. Tre
minutter før tid fik Stefan Savic god plads til at heade City på 4-0 og dermed
fik han også scoret sit første mål for City. Sergio Aguero måtte udgå med
en lyskeskade efter knap en halv time og er formentlig ude i et par uger. Meget
belejligt at der nu er landskamppause. Opstilling: Hart, Kompany, Lescott,
Zabaleta, Kolarov, Milner, Y.Toure, A.Johnson (Savic 79), Silva, Aguero (Nasri
27) og Balotelli (Dzeko 88). På bænken: Pantilimon, Clichy, Barry og De Jong.
Advarsel til Zabaleta.
Nyheder fra februar-marts 2012
Nyheder fra december 2011-januar 2012
Nyheder fra august-september 2011
Nyheder fra juni-juli 2011