Citys triumfer

Fokus på Citys mesterskaber og pokalsejre, som efterhånden ligger langt tilbage i tiden. Desuden et tilbageblik på den utrolige play-off finale mod Gillingham i 1999.

 

Citys storhedstid var uden tvivl i perioden 1968-70. De mest kendte navne var Colin Bell, Francis Lee og Mike Summerbee. Under træner-duoen Joe Mercer og Malcolm Allison vandt City både mesterskab, FA Cup, Liga Cup og Europa Cup for pokalvindere. Men City har også lyst op i enkelte andre år. Her får du Citys store triumfer serveret i kronologisk rækkefølge.

23. april 1904: Vinder af FA Cup´en for første gang med en 1-0 sejr over Bolton. Finalen blev spillet på Crystal Palace. Tilskuertallet på 61.374 var det største som City til dato havde spillet for. Bolton spillede i 2. division på dette tidspunkt, så City var klar favorit. Citys sejrsmål blev scoret af legendariske Billy Meredith og blev mødt af vinkende hatte og stokke fra det talstærke publikum. Journalister fra "The Athletic News" prøvede at tage en ny metode i anvendelse i deres dækning af kampen. De tog en ballon i brug for at se det hele sådan lidt fra oven. Vinden var dog ikke de flyvende journalister venlig stemt og de svævede at andet sted over London, da City scorede kampens eneste mål.

28. april 1934: City vinder med 2-1 over Portsmouth i FA Cup finalen. 93.268 tilskuere på Wembley så City komme bagud, da Rutherford scorede for Portsmouth i 1. halvleg. Citys målmand Frank Swift havde fingrene på skuddet men bolden smuttede i mål. Swift sagde i pausen, at han var sikker på at han kunne havde reddet skuddet, hvis han havde haft sine målmandshandsker på. Fred Tilson opmuntrede Citys nedtrykte målmand, da han bramfrit udbrød at han nok skulle putte to mål i kassen i anden halvleg. Som sagt - så gjort. Tilson scorede to mål i anden halvleg og City vandt 2-1. Da dommeren fløjtede kampen af besvimede målmand Swift.

24. april 1937: City vinder det engelske mesterskab for første gang på trods af en dårlig sæsonstart. Men i de sidste 22 kampe vinder City 15 kampe og spiller syv uafgjort. Undervejs havde City slået Liverpool 5-0 på Anfield og 5-1 hjemme på Maine Road. I sæsonens næstsidste kamp blev mesterskabet sikret. Det skete mod Sheffield W på Maine Road, hvor 55.000 tilskuere var på plads. De så City vinde 4-1 i overbevisende stil. Banen blev efterfølgende invaderet af tusindvis af jublende fans, der sang "Auld Lang Syne" og "God Save The King". City sluttede tre points foran Charlton og fem foran Arsenal.

5. maj 1956: Vinder af FA Cup finalen med 3-1 over Birmingham. Citys tyske målmand Bert Trautmann spillede det sidste kvarter af kampen med en brækket hals. Han vidste det ikke under kampen, det blev først konstateret efterfølgende. Citys målscorere var Joe Hayes, Jack Dyson og Bobby Johnstone.

11. maj 1968: City vinder sit andet mesterskab to points foran Manchester United efter en fantastisk 4-3 sejr i Newcastle på sidste spilledag. United kunne fravriste City mesterskabet med en sejr hjemme mod Sunderland, hvis City satte points til på St. James´ Park. Football League officials var så overbeviste om at United ville vinde titlen, at mesterskabstrofæet var blevet placeret på Old Trafford. BBC havde også valgt den forkerte kamp (Manchester United-Sunderland) til deres "Match of the Day". Dagens kamp stod nemlig i Newcastle foran 46.300 tilskuere. Op mod 20.000 City-fans havde taget turen til det nordøstlige England og de blev belønnet med en medrivende og spændende kamp. Citys målscorere var Mike Summerbee, Neil Young 2 og Francis Lee. Da Newcastle reducerede til 3-4 fire minutter før tid, endte det med den velkendte nervepirrende afslutning for de mange City-fans. Det viste sig dog senere at United havde tabt til Sunderland. Citys assisterende manager Malcolm Allison udtalte overstadigt efter mesterskabet, at City ville blive den første klub der kom til at spille på Mars og at City de kommende år ville terrorisere Europa.... Da han blev spurgt om baggrunden for mesterskabet svarede han tilbagelænet og pulsende på en stor cigar: "Hårdt arbejde".

26. april 1969: FA Cup finale på Wembley. City vinder 1-0 over Leicester på mål af Neil Young (billede til venstre). City var igen favoritter, da Leicester var lavt placeret i ligaen og iøvrigt endte med at rykke ned den sæson. Kampen blev dog en meget tæt affære, men de rød- og sortstribede fra Manchester trak det længste strå. Tony Book fik overrakt pokalen af Prinsesse Anne, som til lejligheden var klædt i rødt og sort!

Her kan du se højdepunkterne fra FA Cup finalen mod Leicester i 1969 (You Tube)


7. marts 1970: City vinder Liga Cup finalen med 2-1 over West Bromwich. City måtte ud i forlænget spilletid før sejren var i hus. West Bromwich gik til pausen med 1-0, men City fik udlignet ved Mike Doyle. Mike Summerbee måtte forlade banen med et brækket ben. City dominerede stort i den forlængede spilletid og fik fortjent scoret sejrsmålet ved Glyn Pardoe. City stillede igen op på Wembley i de velkendte rød- og sortstribede trøjer og sorte bukser. Igen var det Prinsesse Anne der overrakte pokalen til Tony Book. Dennegang var hun dog ikke klædt i rødt og sort...

29. april 1970: City vinder Europa Cup for pokalvindere med 2-1 over de polske pokalvindere Gornik Zabrze. Kampen blev spillet på Prater Stadion i Wien foran kun ca. 10.000 tilskuere, heraf 4.000 fra Manchester. Vejret havde sin del af skylden for det lave tilskuertal. Det blæste og regnede stygt den aften. For City scorede Neil Young og Francis Lee på straffespark, begge mål faldt i 1. halvleg. Gornik fik reduceret midt i 2. halvleg. I England var der ikke mange der bemærkede Citys triumf. Den kom lidt i skyggen af FA Cup finalen mellem Leeds og Chelsea. De spillede omkamp samme aften.


28. februar 1976: City vinder 2-1 over Newcastle i Liga Cup finalen. Kampen huskes for Dennis Tuearts fantastiske sejrsmål (billede ovenfor) som blev scoret lige efter pausen på et saksespark med ryggen til mål. I første halvleg havde Peter Barnes bragt City foran 1-0, mens Alan Gowling havde udlignet for Newcastle.

Her kan de se højdepunkterne fra Liga Cup finalen mod Newcastle i 1976 (You Tube)


30. maj 1999: Oprykning til 1. division (næstbedste række) efter utrolig play-off finale mod Gillingham på Wembley. Gillingham kom foran med 1-0 efter 81 minutter og 2-0 efter 86 minutter. Da troede alle, at slaget var tabt for City. Men City præsterede mirakuløst at komme tilbage på et tidspunkt, hvor flere tusinde City-tilhængere faktisk havde forladt Wembley. For City reducerede Kevin Horlock i sidste minut, mens Paul Dickov udlignede til 2-2 fire minutter inde i overtiden. Efter en målløs forlænget spilletid vandt City den nervepirrende straffesparkskonkurrence med 3-1.

Her kan du se Paul Dickov udligne på Wembley (You Tube)

Her kan du se straffesparkskonkurrencen fra Wembley (You Tube)

 

Ud over de nævnte triumfer kan man også udpege enkelte kampe, hvor City i den grad har forbløffet og begejstret sine fans: 

23. september 1989: City - United 5-1 - største derbysejr nogensinde (You Tube)

7. maj 2000: Blackburn - City 1-4 - oprykning til Premier League efter fire års fravær (You Tube)

9. november 2002: City - United 3-1 - sidste derby på Maine Road (You Tube)

4. februar 2004: Tottenham - City 3-4 - the great comeback i FA Cup 4. runde (You Tube)

14. marts 2004: City - United 4-1 - første derby på City of Manchester Stadium (You Tube)

 

Senest opdateret 30.05.09